Indvielse af cykelstien Grindsted – Uggerhalne – Vodskov

PRESSEMEDDELELSE

Lørdag den 8. oktober 2016 kl. 10.00 indvier borgmester Thomas Kastrup-Larsen og skolerådmand Tina French Nielsen den nye cykelsti mellem Grindsted og Vodskov.

De røde snore klippes samtidigt i såvel Grindsted som Vodskov.

Festlighederne markeres med cykelture for børn og forældre fra både Grindsted og Vodskov til festpladsen i Uggerhalne. Såvel borgmester som rådmand deltager i cykelturen, og vil senere – med korte taler – sikre, at den nye cykelsti bliver festligholdt og behørigt indviet. Endvidere vil cykelstiudvalgets formand Bendt Grønborg takke for, at Aalborg Kommune med en anlægsbevilling på 12 mio. kr. har gjort det muligt, at lokalområdets ønsker til cykelstien – HAMMERSTIEN – på alle måder er blevet realiseret.  

Indvielsen af cykelstien er en perfekt anledning til at vise, at det nytter, når borgerne i lokalområdet står sammen og bakker op om gode projekter. Der er derfor alle gode grunde til at festligholde den nye cykelsti, hvorfor der på festpladsen bydes på et gratis traktement – bestående af pølser, juice, sodavand og øl.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen er ikke i tvivl om, at den nye cykelsti vil blive et stort aktiv for lokalområdet:

”Jeg glæder mig rigtig meget til at køre på den nye cykelsti mellem Vodskov, Uggerhalne og Grindsted! Det har i langt tid været et stort ønske for mange at få cykelsti på ruten, så det er rigtig dejligt, at det snart er en realitet. 

Cykelstien kan være med til at flere tager cyklen i stedet for bilen eller bussen. Flere skolebørn vil tage cyklen i skole, flere voksne hoppe på cyklen på arbejde – det er fantastisk.”

Ligeledes siger skolerådmand Tina French Nielsen:

” Hvor er det dejligt med en ny cykelsti mellem Grindsted og Vodskov, så børnene færdes sikkert mellem byerne, og det bliver meget nemmere at besøge hinanden på egen hånd eller tage til fritidsaktiviteter, og skolevejen er også sikret for eleverne.

Det er et kæmpe arbejde som Samrådet for Grindsted og Uggerhalne har været i gang med. Samrådet er også en aktiv partner i skolebyggeriet i Grindsted med den nye skole. Det giver udvikling i området med både ny cykelsti og skole, således at nye familier vil blive ved med at flytte til området.

Det er vigtigt, at vi understøtter anlægsprojekter i lokalområderne i Aalborg Kommune, og på den måde sætter gang i udviklingen lokalt”.

Dagens program:

Kl. 10.00       Opstart på cykelturen fra henholdsvis Grindsted og Vodskov Skole til festpladsen i Uggerhalne.

Kl. 10.30       Ankomst til festpladsen.

Kl. 10.45       Korte taler af borgmester Thomas Kastrup-Larsen, skolerådmand Tina French Nielsen og cykelstiudvalgets formand Bendt Grønborg.

Kl. 11.00       Underholdning, pølser og drikke samt udlevering af diverse præmier.

Kl. 12.00       Afslutning og en lille cykeltur hjem ad den nye cykelsti.

Afslutningsvis siger cykelstiudvalgets formand Bendt Grønborg:

                      ”Vi er rigtig glade og taknemmelige for den nye cykelsti mellem Grindsted og Vodskov. Vi kalde cykelstien for HAMMERSTIEN, fordi vi i det daglige vil se, at stien bliver brugt flittigt af mange børn og voksne med forskellige ønsker og behov (skole, arbejde, indkøb, motion og natur).  

Yderligere informationer:

Cykelstiudvalgets formand Bendt Grønborg, mail Gronborg-el@stofanet.dk – tlf. 2065 1020.

Med venlig hilsen  – Samrådet for Grindsted og Uggerhalne  

Lasse Breddam tlf. 7175 2780 eller mail lassebreddam@gmail.com