Pressemeddelse, hjemmeside

Ny hjemmeside for Samrådet for Grindsted og Uggerhalne

Det har været et længe næret ønske for Samrådet for Grindsted og Uggerhalne at kunne kommunikere med beboerne i området. Dette ønske er blevet yderligere aktualiseret af sagen om Aalborg Kommunes planer om at indskrænke buskørsel til Grindsted og Uggerhalne i aftentimer og i weekend. I denne sag har Samrådet haft et voldsomt behov for at bringe sine synspunkter frem, orientere om forhandlinger med embedsværk og politikere og fortælle om aktiviteter, som vi har foretaget for at mindske generne for buspassagerer.

Vi har et glimrende samarbejde med lokalpressen, men har ofte et behov for ”her-og-nu-kommunikation”. Det kan en hjemmeside i høj grad klare. Samrådet har derfor i samarbejde med en lokal Web-udvikler og Borgerforeningen for Grindsted, Uggerhalne og Omegn udviklet en hjemmeside, som både indeholder en nyhedsdel og en informationsdel.

Vi har samlet en række informationer om byerne, om foreninger i nærområdet, om erhvervslivet og om vore institutioner og naturligvis om os selv. Du kan finde adskillige årgange af bladet HammerNyt og Kirkebladet og i aktivitetskalenderen få et overblik over møder og aktiviteter i området. Men kig selv på hammernyt.dk og bliv informeret!

”Vi har store forventninger til, at den nyudviklede hjemmeside på kommunikationssiden mindst kan bringe os på omdrejningshøjde med vore samrådskolleger i Aalborg Kommune”, udtaler Samrådets formand Ole Schwarz. ”Det er vigtigt for en paraplyorganisation som vores, at vi løbende kan give en status på de projekter, som vi arbejder med, samtidig med, at vi har en platform, hvor beboerne, herunder også potentielle beboere, kan finde aktuelle informationer om de mangeartede aktivitetsmuligheder, som vores lokalsamfund, her i kanten af de smukke Hammer Bakker, kan tilbyde borgerne. Vi ser frem til, at borgerne vil bruge hjemmesiden flittigt og imødeser yderst gerne feed back på dens anvendelighed,” understreger Ole Schwarz.

Samrådets Projekt ny Hjemmeside,
Bendt Grønborg, Bo, Thomasen, Ole Dahl og Poul Dahl.

Grindsted, januar 2013


Det gode byggeri

Pris til årets gode og smukke byggeri og det gode byrum

Vil du være med til at udpege årets gode og smukke byggeri i Grindsted og Uggerhalne så læs videre og se hvordan.

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne har sat fokus på Grindsted og Uggerhalnes forskønnelse. Rådet har derfor besluttet at indstifte en pris til årets gode og smukke byggeri og det gode byrum.

Samrådet ønsker med sin pris at sætte fokus på at fremme godt og smukt byggeri i landsbyerne; byggeri som passer ind i vore landsbymiljøer for herigennem at anspore borgerne til at gøre det samme og dermed bidrage til, at det er attraktivt at bosætte sig i vore landsbyer. 
Men også at have fokus på det, vi kalder det gode byrum. Her tænker vi både på anlæg og projekter, som på en god og smuk måde tilfører vore landsbyer rummelighed af fælles karakter og dermed bidrager til byernes forskønnelse og på smukke haveanlæg, som binder have og hus sammen til en helstøbt enhed. Haveanlægget skal vende ud mod hovedfærdselsårerne i Grindsted og Uggerhalne, så forbipasserende kan se hvor pænt det kan gøres og tænke, her vil jeg gerne bo!

”Men, vi skal være mange om at pege på en vinder”, siger Samrådets formand, Ole Schwarz. ”Derfor beder vi interesserede borgere indsende forslag med en kort begrundelse”.

Et eller flere af nedenstående kriterier til præmiering af Smukt og Godt Byggeri og det Gode Byrum skal opfyldes:

  • Den gode arkitektur. Gode og smukke nybygninger opført i Grindsted og Uggerhalne (Kinnerup). Bygninger, som passer ind i landsbymiljøer og som er med til at fremhæve deres egenart netop som landsby. Her vil bygninger, som er innovative også klimateknisk og som kan tjene som et godt eksempel til efterfølgelse, opnå en fortrinsstilling ved bedømmelsen.
  • Den gode renovering. God og smuk renovering af ældre værdifulde bygninger, der bidrager til at bibeholde og gerne genskabe de kvaliteter, der ligger i den oprindelige, men nu afdæmpede landsbyarkitektur. Et renoveringsprojekt kan være at tilbageføre et byggeri til det oprindelige, men også et projekt, hvor der tilføres moderne kontrastskabende elementer.
  • Det gode byrum. Andre anlæg og projekter, som på en god og smuk måde tilfører vore landsbyer rummelighed af fælles karakter og dermed bidrager til byernes forskønnelse. Det kan være et samlende ”torv”, værested, andre spændende aktivitetsrum; det kan også være identitetsskabende kunst, herunder kunstnerisk udsmykning i forbindelse med byggeri og anlæg i byerne. Her er der bl.a. tænkt på byernes beliggenhed på kanten af Hammer Bakker og fladen op mod Jyske Ås.
  • Det smukke haveanlæg. Vi ønsker også at præmiere den smukke forhave, som vender ud mod de to byers hovedstrøg: Grindstedvej, Uggerhalnevej og Espelunden og som derved er med til at den forbipasserende får et positivt indtryk af byrummet.

Indstilling. Byernes borgere kan indstille projekter, som opfylder en eller flere af ovenstående kriterier til præmiering. Projekter skal være afsluttet inden for det seneste år. Du skal indsende dit forslag med en kort begrundelse, eventuelt bilagt foto til: Ole Kjær, Tranevej 28, Grindsted, 9310 Vodskov (okjaer@okjaer.dk ). 
Vi skal have dit forslag senest den 1. marts 2013.

Ud fra de indkomne forslag udvælger komiteen det projekt, der skal præmieres.

Præmieringen sker i forbindelse med Samrådets årlige ordinære generalforsamling i april 2013.

Vi ønsker at sige forslagsstillerne tak og sætter nogle flasker vin på ”højkant”. Vi trække lod blandt indsenderne. Navne på de udtrukne vil ligeledes blive offentliggjort ved generalforsamlingen og på hammernyt.dk.

 

Forskønnelsesudvalget er en projektgruppe, som Samrådet for Grindsted & Uggerhalne nedsatte i 2011. Det er Forskønnelsesudvalget, der har fostret ideen med at indstifte prisen ”Årets Smukke Byggeri og det Gode Byrum”.

Forskønnelsesudvalget:
Margit Plougstrup
Marianne Ellersgaard
Jørn Toldbod
Ole Kjær
Poul Dahl

Forskønnelsesudvalgets aktuelle opgaver/projekter:
Etablering af Byporte
Pris for det smukke byggeri
Mosens genopretning
Kunst i byrummene
Affaldskurve ved busholdesteder
Fjerne hæk på Espelunden ned mod Gadekær, så Gadekæret bliver synligt for forbipasserende
Få Aalborg Kommune til at vedligeholde rundkørsel nord for Uggerhalne
Forskønnelsesprojekter i byrummene.

GUS nyhedsbrev

Lidt nyt fra dit Samråd:

Først vil jeg gerne have love til at ønske alle et Godt Nytår!

Samrådet arbejder for, at vores lokalområde er et aktivt og godt sted at bo, og her er der heldigvis mange andre organisationer som f.eks. Borgerforening og idrætsforeninger, skole, institutioner m.fl., der gør et stort arbejde.

Samrådet forsøger at koordinere tingene overordnet og tage dialogen herom med kommunen.

Ungeudvalg:

Her arbejder man p.t. med et temamøde om børn og unge i vort lokaleområde.

Skolen og skolebestyrelsen og hermed børnehaven og DUS 1 og 2, idrætsklubberne, dagplejen og FDF har alle givet tilsagn om at være med til en temaaften først i det nye år.

Her vil vi sætte fokus på hvilke tilbud, vores børn og unge har eller måske mangler, herunder samarbejdet mellem de forskellige organisationer.

Vi glæder os til at få denne drøftelse.

Der har været et ønske om en skateboard-rampe ved vores nye multibane. Ungeudvalget har søgt om midler til en sådan rampe og vi afventer svar.

Ungeudvalget har forsøgt via dialog med Aalborg kommune, at få opnormeret vores ungdomsklub således, at der kunne blive 2 åbningsaftner hver uge. I 2012 fik klubben nogle ekstra penge til at lave nogle flere aktiviteter for, men vi har fået afslag på flere åbningstimer end den nuværende ugentlige i 2013.

Projekt Hammer Bakker

De 6 Samråd omkring Hammer Bakker har etableret dette projekt.

Der er nedsat en styregruppe med repræsentanter fra disse Samråd, og der er valgt en formand. Projektet får nu støtte fra Aalborg kommune m.fl. til de aktiviteter, der afvikles. Se herom på Hammer Bakkers hjemmeside: www.oplevhammerbakker.dk,

Først i det nye år har projektets 3 arbejdsgrupper: Sundhed, Natur og Historie bedt Aalborg kommune om et møde, idet der i 2012 er fremkommet mange ønsker, som vi nu må have afklaret!

Byudviklingsudvalg:

Vi har haft et møde med stadsgartneren og et par af hendes folk om en lang række forhold, som Samrådet arbejder med. Bl.a. ønskede vi at drøfte situationen ved gadekæret i Grindsted.

Det har vist sig, at renovering af gadekæret trækker ud. Dette skyldes at der er et massiv bestande af Japansk Pilurt. Denne plante er uønsket i den danske natur. Kommunen har derfor forsøgt at bekæmpe pilurten ved hjælp af UV-sikker plastafdækning. Processen har taget lang tid uden p.t. at være afsluttet. Efterhånden som pilurten forsvinder, vil kommunen fjerne afdækningen, så indgrebet virker mindre markant. Der er p.t. efterplantet på en del af det tidligere afdækkede område.

Der arbejdes også på at forbedre indsynet til gadekæret ved at beskære opvæksten ud mod Espelunden.

Samrådet og borgerforeningen har overfor stadsgartneren udtrykt et ønske om, at lave en lille indvielse af området, når dette er helt færdigt.

Samrådet drøftede ligeledes renoveringen af moseområdet øst for Kornelparken med stadsgartneren, endvidere etablering af byporte, renovering af rundkørslen nord for Uggerhalne, fartdæmpende foranstaltninger gennem Grindsted, cykelstiproblematikken, affaldsbeholdere ved flere busstoppesteder i Grindsted og Uggerhalne mm. Vi vender tilbage med flere informationer om resultatet af drøftelserne her på hjemmesiden.

Byudviklingsudvalget har længe arbejdet med ønsker om flere udstykninger i vore byer. Årsagen hertil er, at vi i Samrådet ønsker at vore byer skal udvikle sig. Vi har derfor haft et par møder med repræsentanter fra Teknisk forvaltning, og har efter aftale fremsendt vores ønsker herom til Teknisk forvaltning, således at disse kan blive medtaget i den kommende kommuneplan.

Det drejer sig primært om, at få accept af udstykninger af nye parceller øst for Tranevej.

Processen om den forventede besparelser på Metrobus 1

(Grindsted og Langholt)

Det har været en spændende og heftig proces, som vi har valgt at køre sammen med Langholt Samråd (fælles problemstilling).

Da vi fik kendskab til kommunens forslag til besparelser på vores busdrift, tog vi kontakt til daværende fungerende borgmester Thomas Kastrup-Larsen og efterfølgende til fungerende rådmand Hans Henrik Henriksen, hvor vi gav udtryk for vores utilfredshed. Heri bad vi om at få en dialog med kommunen om de forventede besparelser.

Efterfølgende har der været underskriftindsamlinger i både Grindsted og Langholt, og vi fik bragt flere artikler i ugeaviserne om vores utilfredshed med de foreslåede besparelser.

Efter første behandling i byrådet reducerede politikkerne den forventede besparelse med 50 %. Primo oktober skrev vi til samtlige politikere i udvalget for Sundhed og Bæredygtig Udvikling, om vores utilfredshed.

Vi aftalte med kommunens embedsmænd et møde (den dialog, som vi havde bedt om) og før dette blev afviklet, havde vi indkaldt til et formøde med repræsentanter fra Langholt og Grindsted/Uggerhalne.

På det efterfølgende møde med kommunens embedsmænd udtrykte vi et klart ønske om at bibeholde både aften- og weekenddriften.

Vi gik fra mødet med den forventning, at der ikke blev rørt ved afgangene i dagtimerne og at aften- og weekenddriften skulle fortsætte ved hjælp af en minibus, der skulle køre i timedrift. Bussen skulle så koordinere sine afgange med metrobus 1. ved Vodskov Kirke.

Vi har fået bekræftet, at kommunen fortsat arbejder ud fra denne plan.

Vi siger tak for opbakningen til denne proces!

Trafiksikkerhed

Aalborg kommune har indkaldt samrådene til et møde om trafiksikkerhedshandlings-planen for hele kommunen her i januar 2013. Der deltager 2 repræsentanter fra Samrådets Cykelstiudvalg her.

Med venlig Hilsen, Ole Schwarz, Formand for Samrådet i Grindsted og Uggerhalne

OktoberNyt fra Samrådet for Grindsted og Uggerhalne

Gadekæret

Vi har igennem længere til haft kontakt med Parkforvaltningen om gadekæret i Grindsted. Her oplyser embedsmænd, at der, efter oprensning og fældning af bevoksning omkring gadekæret, har været en længere stilstandsperiode. Baggrunden er, at der forekommer en massiv bestand af Japansk Pileurt, som er en uønsket art i den danske natur. Parkforvaltningen har derfor forsøgt at bekæmpe denne pileurt ved hjælp af UV-sikker plastafdækning. Processen har taget tid og er endnu ikke afsluttet.

Parkforvaltningen oplyser, at når de uønskede planter er fjernet, bliver der dels etableret en afskærmende buskbeplantning mod grundejerne dels gennemført en sidste finish ved gadekæret. Parkforvaltningen regner med at beplantning kan foretages i vinterhalvåret.

Herudover har Parkforvaltningen oplyst, at der i år er bevilliget midler fra Sundhed og Bæredygtig Udvikling til renovering af endnu en lille sø i Grindsted. Det må være den, vi kalder mosen, der ligger lidt syd/øst for Kornelparken. Dette arbejde forventes gennemført i perioden oktober 2012 – april 2013.

Vedrørende busdrift

Der har været en del skriverier om de besparelser, som Aalborg Kommune skal foretage i forbindelse med det kommende budget.

Vi har i Samrådet forståelse for, at der skal ske besparelser, men vi har skrevet til de kommunale top- politikere, at vi ikke kan acceptere, at der skæres i busdriften til og fra Grindsted om aftenen og i weekender. Vi har i denne forbindelse arbejdet tæt sammen med samrådet i Langholt, og vi håber på, at embedsmænd og politikere i Aalborg Kommune har hørt og forstået de indvendinger, vi er fremkommet med.

Hjemmeside

www.hammernyt.dk har ligget brak i et stykke tid. Vi arbejder kraftigt på, i et tæt samarbejde med borgerforeningen, at få etableret en ny, idet vi mener, at det er vigtigt for vort lokalsamfund, at borgere og kommende borgere let kan finde opdaterede informationer om områdets aktiviteter. Vi forventer, at en ny hjemmeside er klar i løbet af efteråret. I vil høre nærmere herom.

Velkomstfoldere

Når hjemmesiden fungerer, udarbejder vi en velkomstfolder til kommende borgere til vores område, så de hurtigt kan få et overblik over muligheder og aktiviteter i det lokalsamfund, som de påtænker at flytte til.

Byudvikling

Her arbejder vi fortsat med at få etableret en eller flere udstykninger, så der kan udbydes nye parcelhusgrunde. Det er vigtigt, at der sker en udvikling i vort lokalsamfund også af hensyn til vores skole, som vi skal gøre alt for at bevare.

Cykelstier

Cykelstiudvalget arbejder hårdt på at få etableret cykelsti mellem Grindsted og Vodskov. Der har været afholdt en række møder og kontakter med embedsværket i Aalborg Kommune og med politikere. Der er udarbejdet planer og priser, der er argumenteret for vores behov for cykelsti på denne farlige skolevej mellem Grindsted, Uggerhalne og Vodskov. Måtte politikerne komme til fornuft og finde penge til den stump skolevej!

Lokalhistorie

Denne projektgruppe arbejder med at beskriver Grindsted, Uggerhalne og omegns lokalhistorie. Det sker ved interview med spændende og vidende personer i vores lokalsamfund og ved at indsamle materiale, der kan være med til at belyse historien. Det er et omfattende projekt, som komme til at løbe over en længere periode.

Forskønnelsesudvalget

Denne projektgruppe arbejder med flere forskellige projekter, som skal være med til at forskønne og pege på forskønnelsesmuligheder i vores lokalsamfund. Du kan læse mere et af projekterne her i bladet.

Projekt Hammer Bakker

Er et samarbejdsprojekt mellem de Samråd der ligger omkring Bakkerne. Prøv at gå ind på hjemmesiden www.oplevhammerbakker.dk og læs mere herom.

Ungeudvalget

Arbejder med aktiviteter, som tilbydes de unge, og som ikke varetages af vores velfungerende idræts- og aktivitetsforeninger. En udvidelse af ungdomsklubbens åbningstider er på dagsordenen lige nu. Vi påtænker, at lave en temadag i slutningen af 2012, for de foreninger/organisationer, der arbejder med børn og unge for at se, om der er ting, der kan gøres bedre.

Ja, det var lidt nyt fra Samrådet i Grindsted og Uggerhalne Har du spørgsmål eller måske lyst til at deltage i en af arbejdsgrupperne – så skal du bare kontakte undertegnede.

Med venlig hilsen

Ole Schwarz
Formand for Samrådet i Grindsted og Uggerhalne
Høgevej 6,  9310 Vodskov
Tlf. 9638 6858
Mobil 2392 3068
Mail: oleschwarz@stofanet.dk

Fremtidig busdrift til Grindsted/Uggerhalne og Langholt

Fremtidig busdrift til Grindsted/Uggerhalne og Langholt

Samrådene i Langholt og Grindsted/Uggerhalne har over en længere periode arbejdet for at mindske generne ved besparelser på bybusruterne til henholdsvis Langholt og Grindsted & Uggerhalne. Senest har der været forhandlinger med busplanlæggere fra Aalborg Kommune om besparelser på busruterne. Karina Søborg Madsen, formand for Langholt Samråd, giver en status på disse forhandlinger.

Den 31. oktober afholdt Langholt og Grindsted/Uggerhalne/ Samråd møde med busplanlæggere fra Aalborg Kommune. Samrådene havde bedt om mødet med henblik på at drøfte udmøntning af den besparelse på rute 1C og L, som byrådet vedtog i forbindelse med budgetforhandlingerne i efteråret. Samrådene havde i forbindelse med budget-forhandlingerne reageret med kraftige protester både gentagne skriftlige henvendelser, underskriftsindsamling og fremmøde ved budget-forhandlingerne samt via artikler i flere medier. Den indsats førte til en halvering af besparelsen, som nu skal konkretiseres i ændringer i den aktuelle busdrift.

På mødet den 31.10. blev det fastlagt, at al tanke om ikke at servicere Grindsted og Langholt med busdrift i weekend og aftentimerne nu er taget af bordet. Det, der nu regnes på, er alternative løsninger til tomme eller næste tomme store busser.
Der er aktuelt to løsninger i spil. Begge tager udgangspunkt i en omlægning af busruterne om aftenen og i weekenden til ikke at køre omkring St. Tingbakke begge veje, men kun den ene vej og i stedet lave buskørsel via Kirkevej på de nævnte tidspunkter den ene vej (altså ikke i skoletid og myldre-trafiktid).
Dette skal så kombineres med enten en minibus, der afhenter/afleverer passagerer ved kirken som, skal med en stor bus til Aalborg eller kommer med en stor bus fra Aalborg og skal videre til Langholt eller Grindsted. Det vil betyde et skift for disse passagerer til en anden bus, men ingen ventetid og en garanti for, at den store bus og minibussen afventer hinanden.
Et andet alternativ er telebus på den omtalte strækning fra kirken til Langholt/Grindsted.
 
Der regnes som sagt på disse løsninger. Samrådene har gjort klart, at vi ikke ønsker telebusløsningen, men også at vi naturligvis er indforstået med, at der ikke kan fortsættes som nu med mange tomme busser. Der vil derfor blive iværksat optælling af antal passagerer på de berørte strækninger med henblik på at kvalificere grundlaget for ændringer af busforbindelserne. Ligeledes vil der på baggrund heraf, blive taget stilling til, hvorvidt der fortsat skal være afgange i samme ydertidspunkter som nu.

Planlæggerne har i denne uge møde med Vodskov Samråd, som pga. omlægningerne i selve Vodskov også skal tages med i en høring. Langholt og Grindsted/Uggerhalne Samråd har rettet henvendelse til Vodskov Samråd med håb om, at Vodskov Samråd, på samme vis som Langholt og Grindsted/Uggerhalne Samråd, vil gå konstruktivt ind i drøftelserne af omlægningen på busruterne, sådan at der kan sikres en fortsat fornuftig betjening af Langholt og Grindsted.
Langholt og Grindsted/Uggerhalne Samråd følger fortsat op på sagen med dialog med planlæggerne med henblik på at minde dem om vores ønsker og behov. Sagen er på udvalgsmøde den 28.11. 2012. De konkrete ændringer forventes fastlagt og besluttet i starten af 2013.

Karina Søborg Madsen
Formand Langholt Samråd