NYT i Borger- & Kulturhuset!

Torsdag eftermiddage fra kl. 16 til 18 vil der være aktiviteter i caféen for alle.

Du kan låne børnebøger, fagbøger og romaner fra Vodskov bibliotek.

Du kan komme med dine egne brugte bøger og låne andres.

Du kan deltage i workshop om brug af smartphone og computer. Tag gerne din egen med.

Du kan spille kort og brætspil.

Du kan købe kaffe, te, øl og sodavand.

Kom og mød andre fra byen og få nogle hyggelige timer. Alle er velkomne.

Vi starter torsdag d. 24. oktober.

Bestyrelsen 
Oktober 2019

Koncert i Grindsted: RAGGEDY ANNS

Grindsted-Uggerhalne Samråds Kulturudvalg indbyder til spisning og koncert i Grindsteds nye kulturhus bag Grindstedhallen den 1. november. Billetter kan købes ved medlemmer af kulturudvalget (først til mølle) og prisen er 250,- for koncert og koncertmenu. Program: 18.30 – 20.00 Koncertmenu og 20.00 – 22.00 Koncert. Kontakt Ellen Høgh, Tranevej 6, Grindsted, tlf. 6199 2302.

The Raggedy Anns har sine rødder I Aalborg, men henter sin inspiration fra den amerikanske bluegrass country og folk scene. Medlemmerne er fra Skagen, Højene, Skyum, Skive og Aalborg. Aalborg-bandet er efterhånden blevet et af landets mest eftertragtede bands inden for genren med bl.a. job på Tønder og Skagen Festival. Med de to frontfigurer Stine Flyvholm og Katrine Schmidt, fortolkes der både energiske bluegrassnumre og melankolske folk historier. De bakkes op af guitaristerne Anders Duus og Steffen Thomsen, og kontrabassist Mark Kühn.

Hvorfor navnet?
Bandet har navn efter en over 100 år gammel kludedukke fra Indianapolis, som blev gjort populær af en designer, Johnny Gruelle.
Der findes store fanklubber og hele supermarkeder i USA med ting og sager til kludedukkefamilien.

 


Hvad er Bluegrass?
I 1940’erne var oldtime/country blevet tilpasset tidens populærmusik, og som bolværk mod dette arbejdede Bill Monroe, en sanger og mandolinspiller fra staten Kentucky på at raffinere og viderudvikle spillet på de traditionelle instrumenter og den flerstemmige sang. Countrymusikken havde fjernet sig fra den oprindelige rustikke stil med banjoen og violinen som de dominerende instrumenter, dem der holdt fast ved denne stil optrådte mest som pauseklovne ved countryshows eller som indslag der skulle gøre de konservative tilfreds. Bill Monroe var en af dem, der holdt fast ved den gamle stil, men han var ude på at forny den for at lave et bolværk mod de nymodens strømninger i countrymusikken.

Efter tilnavnet på hans fødestat The Bluegrass State kaldte han sit band The Bluegrass Boys. Sidst i 1940’erne havde han efterhånden udviklet den stil, der kom til at danne skole og som bestod af guitar, violin og banjo fra det klassiske oldtimestringband plus mandolin og kontrabas. Hans sang var influeret af bluesmusikken uden at den mistede kontakten med rødderne i de gamle angelsaksiske folkesange, og mellem hvert vers improvisererede instrumenterne en solo meget inspireret af jazzensimprovisationer. Grundrytmen dannes af kontrabassen og guitarens dybe strenge på 1. og 3. taktslag og guitarens høje strenge og en mandolinakkord på 2. og 4. taktslag, der giver musikken dens særlige hoppende rytme.

Vel mødt til koncert i KBHB Kultur- og Borgerhuset i Hammer Bakker.

 

Så blev Borger- & Kulturhuset indviet

 

Det blev en herlig eftermiddag og aften da Borger- & Kulturhuset i Grindsted blev indviet – vejret var pragtfuld, Huset pyntet, pindemad i mange interessante og velsmagende varianter, vinen og øllet var koldt, talerne afmålte – og gæsterne kom i overvældende stort tal – der var faktisk ikke plads til flere! Det var en succes, som alle involverede kan være stolte af.

 

Lasse Breddam gav i sin velkomst et kort rids over forløbet af Husets tilblivelse. Efter en “op-ad-bakke-indledning” kom et forløb på knap et år, hvor mange frivillige var involveret, ikke mindst det “grå guld”. Sammen med tømrer- og malerelever fra Tech College i Aalborg ydede de en kæmpe indsats, for at få  den gamle slidte DUS-bygning omdannet til det smukke og praktiske hus, vi nu ser.

Rådmand Mads Duedahl foretog den formelle indvielse af huset og klippede snoren. I sin tale lagde han ikke skjul på, at både han og embedsmændende i starten, da de blev præsenteret for ideen om et Borger- & Kulturhus i Dussens gamle barakker, havde svært ved at forestille sig, at det var et realistisk projekt. Men, ihærdige og vedholdende grindstedboere blev ved, og da tegninger og beskrivelser forelå, blev der givet grønt lys til projektet. Rådmanden roste det færdige projekt og ønskede held og lykke fremover med forhåbentlig mange borgernære arrangementer.

Formand for bestyrelsen, Joan Foldagers takkede de mange frivillige, for deres store indsats med byggeriet og hæftede sig ved de mangeartede arrangementer, som skal fylde Huset fremover. Joan omtalte også den række af grupper, som er nedsat for at få Huset til at fungere både ude og inde.

Det blev en dejlig dag i Grindsted – en ny milepæl i de mange aktiviteter, der gennem de seneste år, har præget både Grindsted og Uggerhalne.

Poul Dahl
Juni 2019