En vild historie fra Hammer Bakker

Interesserer du dig en smule for lokalhistorie, skal du læse Helle Jill Rubys historie om Vild-Stine og Poul en fattig husmandsfamilie i Hammer Bakker. En anklage om ildspåsættelse fik fatale følger for dem.

Klik her for at læse Helles spændende og veldokumenterede historie om en begivenhed, som udspillede sig for mere end 100 år siden.

Poul Dahl

April 2017

Foreningen for Kultur- og Borgerhuset ved Hammer Bakker

 

Med det formål at skabe de organisatoriske rammer for etablering og drift af det kommende Kultur- og Borgerhus – herunder kommunal overdragelse af DUS-pavillonerne og anlægsfinansiering via diverse fondsansøgninger – indkaldes herved til stiftende generalforsamling i ”Foreningen for Kultur- og Borgerhuset ved Hammer Bakker”  

  • Fredag      den 5. maj kl. 16.30 i SportsCafeen i Grindsted Hallen 

Foreningen har et alment nyttigt formål, idet Kultur- og Borgerhuset skal være et aktivitetssted, der danner ramme om kulturelle oplevelser, kreativ selvudfoldelse, møde- og foreningsvirksomhed samt socialt samvær. Kulturhuset skal iværksætter nye aktiviteter, der i et aktivt og åbent samspil med brugerne bidrager til at skabe nye udbud af kulturelle og andre servicetilbud til lokalområdet.   

 Samrådet for Grindsted og Uggerhalne
April 2017

Visionsseminar 2025

Du inviteres hermed til Samrådets Visionsseminar 2025.

Torsdag den 27. april, kl. 19 – 21 i  Sognegården i Grindsted

Formålet med vores Visionsseminar 2025 er, at sætte fokus på, hvordan vi ønsker, at vore byer skal se ud 2025.

Når Visionsseminar 2025 er afsluttet, har vi et samlet overblik over hvilke aktiviteter, der skal gennemføres for at nå målet: Grindsted & Uggerhalne 2025.

Baggrund for at vi ønsker at sætte fokus på den fremtidige udvikling af vores lokalsamfund er, at det er sagt, at ”Fremtiden kommer af sig selv – hvis vi ønsker at være med til at forme den, må vi gribe ind og påvirke i den retning, vi ønsker, den skal udvikle sig!”

Aalborg Kommune er med sin kommuneplan en vigtig spiller i oplandsbyernes udvikling. AK har defineret at såkaldte Vækstbyer (Vodskov, Vestbjerg, Vester Hassing, Hals etc.) skal have særlig opmærksomhed i forhold til deres udvikling. Grindsted og Uggerhalne er defineret som Oplandsbyer, de kan også udvikles, men udviklingen skal i høj grad være påvirket af lokale ildsjæle. Vi skal altså hjælpe os selv. Vi kan dog inddrage AK i at lave udviklingsplaner for vores lokalområde. Samrådet har valgt Visionsseminar-formen som første trin på vejen til at afklare, hvordan vi i fællesskab ønsker at byerne skal udvikle sig frem mod 2025. 

Følgende emner kan være en del af udgangspunktet for Visionsseminar 2025:

1.        Bosætning

  1. Hvordan ser vi boligforholdene 2025 – er der kommet flere boligformer og nye boligformer? Hvilke? Har vi sikret udstykninger med attraktive og spændende boliger tæt ved Bakkerne og med udkig til Bakker og Skov. Er der bebygget ved Kornelparken, som beskrevet i Kommuneplanen.
  2. Markedsføring – synlighed & kommunikation – over for potentielle nye beboere. Hvor – hvordan – hvad har vi gjort for at fortælle alt det gode ved vore byer?
  3. Har vi skabt et spændende og forbedret Bymiljø i vore byer – hvad har vi gjort for at komme der til?

2.       Natur & Rekreative områder

  1. Vi har ”inkorporeret” Hammer Bakker – Mosen – Gadekæret i Byerne, så ….
  2. Gadekæret har fået belyst(afdæmpet) springvand
  3. Mosen i Hammer Bakker er renset, så der er blank vand i søen. Der er etableret indbydende Bord-/Bænkesæt
  4. Der er opsat betonkreationer ved gadekæret
  5. Leg og virke
    Vi har skabt de Legepladser, som vi ønsker og de er indrettet børnevenligt og udfordrende
    Vi har gentænkt ”Værestedet” og bl.a. etableret udendørs fitness-redskaber i området
    Vi har renoveret Petanque-banen og den bruges af pensionisterne.

3.       Service & Fællesskab

  1. Børnepasning – har vi den børnepasning, som moderne familier efterspørger: Dagpleje – Børnehave – DUS – Ungdomsskole
  2. Skolen i Samfundet. Med nybygget skole i 2017 blev der etableret en skole med mange muligheder…. Hvordan er skolen integreret i lokalsamfundet?
  3. Borger- og Kulturhuset fungerer som forsamlingshus og ”KulturCafe”, hvor en lang række fritidsaktiviteter foregår: Sang, musik, teater, mødeaktivitet, lokalhistorie, PræmieWhist…
  4. Sognegården er åbnet langt mere op mod byerne og indgår i fællesskabet med…..
  5. Fritidsaktiviteter (idræt mmm)  – vi har afklaret hvilke fritidsaktiviteter, borgerne ønsker – både i og uden for de etablerede foreninger – vi iværksætter nye og udvikler dem løbende
  6. Der er etableret havehjælp til bedstefar og de travle unge
  7. Vi har flere reservebedstemødre, der hjælper….
  8. Vi har et aktivt Kunst- & Kulturmiljø, som….
  9. Vi ”kører” små aftenskolekurser, som efterspørges i vores lokalsamfund
  10. Vi har etableret den digitale købmand, som hjælper unge travle børnefamilier og ældre borgere
  11. Vi har udviklet et samfund, hvor både unge og ældre er involveret i at videreudvikle byernes faciliteter.

4.       Infrastruktur & Transport

  1. I 2025 har vi velholdte Veje – Stier og Fortove. Trafik gennem byerne er afdæmpet, så børnene trygt og trafiksikkert kan cykle til skole og til fritidsfaciliteter
  2. Der er etableret vandrestier i Hammer Bakker med navneskilte på de mange forskellige stiforbindelser og med passende pit stop undervejs med Bord-/Bænkesæt
  3. Vi har de nødvendige Busforbindelser til handelsbyen Vodskov og til storbyen.

5.       Erhvervsliv

  1. Der er skabt gode rammebetingelser for erhvervsdrivende og flere nye arbejdspladser er etableret
    Der er skabt bredbåndsløsninger, som sikrer de bedste muligheder for at etablere hjemmearbejdspladser.

6.       Landsbyklynger

  1. Hvad er Landsbyklynger – hvad kan dette projekt medføre af forbedringer for vores lokalsamfund og hvordan kan vi påvirke udviklingen?

7.       Andre interessante emner, som kommer frem på visionsseminaret
           Der skal naturligvis være plads til at nye emner og ideer kan komme frem under seminaret.

På gensyn
Bestyrelsen for Samrådet i Grindsted og Uggerhalne

Gymnastikopvisning 2017

En flot pyntet Grindstedhal tog imod publikum og gymnaster, da de kom til GIF Gymnastiks opvisning søndag den 19. marts.

Fra tidlig morgen havde en flok frivillige haft travlt med at stille stole og borde frem, pynte borde og bander. Samtidig havde gymnasterne travlt med at lægge sidste hånd på deres øvelser inden det for alvor gik løs. Køkkenet summede af aktiviteter, der skulle laves mange liter kaffe og te, skæres kage ud for at nævne et par ting.

Publikummet begyndte allerede kl. 13.00 at komme til hallen, og vi er glade for at kunne konstatere, at rigtig mange havde fundet vej til vores årlige gymnastikopvisning. Der blev fundet ekstra stole frem. Bænke og skamler blev stillet op til børnene.

Præcis kl. 14 var der indmarch under ledelse af Kirsten, instruktør på Motionsholdet, og som tidligere år var Frieda, instruktør på Cheerleaders, fanebærer. Det var så flot et syn – gymnasterne var flotte og festlige i deres nyindkøbte dragter/bluser/skjorter. De blev klappet på plads af et talstærkt publikum. Traditionen tro sang vi: ” Der er et yndigt land”. Herefter var der opvarmning under ledelse af Berit og Tina. Publikummet blev inviteret med ud på gulvet. Her blev alle muskler rørt og varmet godt op til de kommende udfordringer.

Herefter gik det løs. Omkring 130 gymnaster var på gulvet i ca. to timer med deltagere fra 3 års alderen og op til ca. 80 år. Vi har haft 4 børnehold i år bestående af Puslinge, som er børnehavebørn, et hold med titlen: ”Gymnastik og sjov” med børn fra 0. – 2. årgang, et spring/rytmehold med børn fra 3. – 6. årgang og Cheerleaders i aldersgruppen 8 – 13 år.

Tre af vore voksenhold deltog i opvisningen, Linedance begyndere, linedance øvede og motionshold.

Fælles for alle holdene var, at der var fart over feltet, og alle gymnaster gjorde det så flot, at man kun kunne komme i godt humør af at se de dejlige og fokuserede gymnaster. En gang imellem holdt man også vejret en ekstra gang, men alle klarede det med bravur. Ikke uden grund blev der fotograferet, filmet og klappet i takt til rytmerne.

Til sidst takkede Ellen Høgh, GIF Gymnastik, alle instruktører og hjælpe-instruktører for det store og flotte arbejde, de har udført i løbet af sæsonen. Vi ved, at det er en del af deres fritid, de lægger i vores afdeling, og uden dem ingen gymnastik og dermed ingen opvisning. Som tak herfor fik alle instruktørerne en buket blomster, og alle hjælpeinstruktørerne fik et stort påskeæg og en æske chokolade. Ligeledes var der tak til de mange andre frivillige, som havde lagt mange timer i at få det hele til at fungere. Det er guld værd for os, at vi kan trække på så mange i vores lokalsamfund. Tak for det!

Undervejs blev der også solgt lodder til amerikansk lotteri med flotte gevinster, som var skænket dels af lokale sponsorer og fra vores opland. Vi skylder dem en stor tak herfor. I vil kunne se alle sponsorer nævnt på Facebook. Tak også til Frede Burholt, der fotograferede under opvisningen.

Generalforsamling I Samrådet

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne afholder ordinær generalforsamling onsdag den 10. maj i Sognegården i Grindsted.

Vi starter med spisning kl. 18. For at deltage i spisningen beder vi om, at du tilmelde dig hos formanden på 2392 3068 eller til oleschwarz@stofanet.dk

Kl. 18.30 overrækker vi Årets Pris (2016) til vinderen af den lokale konkurrence om det gode og smukke byggeri og det gode byrum.

Det er femte gang, vi overrækker denne pris til et smukt byggeri eller et smukt renoveret hus i Grindsted eller Uggerhalne.

 Selve generalforsamlingen gennemfører vi fra kl. 18.45 – 19.45

Dagsorden i.h.t. vedtægterne – som du kan finde på vores hjemmeside: www.hammernyt.dk

Formanden aflægger beretning om det overordnede arbejde i Samrådet og projektlederne for udvalgene vil efterfølgende berette om, hvad der er sket i årets løb i de enkelte udvalg. Der er følgende faste udvalg: Ungeudvalg, Kunst & Kultur, Cykelsti, Lokalhistorie, Byudvikling, PR-udvalg, Grønt Hold, Hjemmeside, Skoleudvalg og Arbejdsgruppen for Kultur- og Borgerhus.

Efter generalforsamlingen bliver der mulighed for at drøfte Samrådets kommende opgaver.

Til sidste kommer Anders Helgstrand og fortæller om sit arbejde med heste samt om det store ridestævne – Equitour – der afholdes i perioden 1. til 5. juni i Uggerhalne.

Afslutning ved formanden.

Alle er velkomne! 

Med venlig hilsen
Bestyrelsen