Vandretur ad den gamle Kongevej

Lørdag den 21. november afholder Projekt Hammer Bakker den næste vandretur ad den gamle Kongevej. Vi vil fortælle om de gamle spor og hustomter langs sporene ved den rigtige gamle “Kongevej/Hærvej”, som gik langs Limfjorden ind over engene efter Engholm til højderne i Hammer Bakker og videre nord over mod Hjørring og Hirtshals.

Har man sin fantasi med, kan du måske “næsten” se hestevognene stride igennem det løse sand på vejene, hvor sporene nogle steder blev dybere og dybere i landskabet med årene. Du kan måske også få øje på Tyske og Svenske tropper komme op gennem området, for at besætte det nordligste Jylland.

Deltagerne mødes ved Hammer Kirke kl. 13 og går turen derfra syd over ned til Ørndal og til Søhusevej, herfra videre til Ideon, hvor der kan købes kaffe og kage m. m.

Turen slutter ved Ideon. Herfra kan man gå tilbage til mødestedet. Er man flere der kommer sammen, kan det være praktisk at aftale, at man sætter nogle biler forlods ved Ideon, så man kan køre tilbage efter turen, – eller chaufførerne køres tilbage for at hente bilerne.

Turen forventes at vare ca. 2 timer inden man er fremme ved Ideon.

Turlederne på denne tur er  Nina Larsen og Anton Thøger Larsen.
Alle er velkommen – det er gratis at deltage!

 Med venlig hilsen
Projekt Hammer Bakker

 NB: Kik ind på vores hjemmeside og find mange spændende oplysninger om Hammer Bakker:

www.oplevhammerbakker.dk

 

Renovation – fremtidige ændringer

Aalborg forsyning har inviteret Samrådene i Aalborg Kommune til såkaldt fokusgruppemøde på Reno Nord. Emnet var: “Aalborg uden affald”. Et emne, som er blevet behandlet over flere gange i Miljø og Energiudvalget og i Byrådet. Det kan du læse mere om på www.aalborg.dk under ”Politik, Dagsordener og referater”.

For god orden skyld skal vi gøre opmærksom på, at ændring af fremtidig renovation allerede er vedtaget rent politisk. Det vi fra lokal side fik mulighed for, var at komme med forslag og meninger om design af de nye affalds- containere.

På vegne af Samrådet for Grindsted & Uggerhalne, deltog to borger.

Fokusgruppemødet var arrangeret for enfamiliehuse og rækkehuse

Planen er at alle husstande skal have en 240 liters container, som er opdelt med en skillevæg, så der bliver 120 liter til metal og plast og 120 liter til papir/småt pap. Derudover vil der være mulighed for at samle småt elektronik og sparepærer i poser, som hænges på en krog på beholderen.

Frekvens af tømning bliver den samme, som vi har i dag på “den lille grå” til papir og småt pap (mere detaljeret information om opdeling fra kommunen på et senere tidspunkt). Alle deltagerne fik mulighed for at vurdere de 5-6 forskellige prototyper af containere samt komme med forslag til ændringer.

 Aalborg Forsyning / Reno Nord har i øvrigt lovet – snarest muligt at lægge alle materialer ud på  www.skidt.dk under ”Aalborg uden affald”.

Den container, som vi i dag bruger til papir/småt pap, tilbyder Aalborg Kommune at vi, uden omkostning, kan beholde. Vi kan eventuelt bruge den til opsamling af haveaffald, eller hvad vi nu selv synes. Hvis vi med den nye ordning ikke ønsker at beholde denne container, afhenter kommunen den gratis.

 I 2017 er det planen, at det system med papirsække, som vi har i dag til husholdningsaffald, også bliver erstattet af plast-containere. Aalborg Kommune inviterer på et senere tidspunkt til møde herom.

 Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
Oktober 2015

Tak til Lokale- og Anlægsfonden

Lokale- og Anlægsfonden har doneret 40.000 kr. til medfinansiering af vores anlæg af Skater-, BMX- og Beach Volley-bane. Samrådet har sendt et brev til fonden for at takke for den generøse donation. Vi har bl.a. skrevet, at “vi ser Fondens medvirken som en smuk gestus til det arbejde, som Samrådet og det øvrige foreningsliv udfører for at skabe sunde, udfordrende og gode fritidsfaciliteter for børn og ungdom i området. En afgørende
forudsætning for et fortsat rigt og varieret liv i landdistrikter.”

Klik her, hvis du ønsker at læse brevet i dets fulde længde.

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
Ole Schwarz
Grindsted, september 2015 

Sommerfugletur

I Projekt Hammer Bakker starter vi det andet halvårs ture med at formidle om Sommerfuglene i området.
Hammer Bakker er en af de få indenlandske lokaliteter, der rummer flere arter af truede sommerfugle.
Vi går en tur i Aalborg Kommunes arealer, hvor de fleste sommerfugle er; her fortæller turleder Svend Erik Mikkelsen om arternes kendetegn, liv og livscyklus.
Ud over sommerfugle kan vi også møde flotte Guldsmede med flere, som vi kan være heldige at se nærmere på.

Få flere oplysninger om turen på kalenderen.

Alle er velkommen – turen er gratis.

Med venlig hilsen
Projekt Hammer Bakker