Hammer Bakker-film

Nærhed og fascination af Hammer Bakker har inspireret utallige kunstnerisk og natur-interesserede mennesker. Regner Jensen, Grindsted er én af dem! Regner har gennem en længere periode haft sit kamera med under utallige vandringer i Hammer Bakker. Det han har set gennem linsen, har han omsat til en storslået film.

Til Samrådets hjemmeside, har Regner fremstillet en specialudgave af den oprindelige film, som vi håber at kunne vise ved et af Samrådets kommende arrangementer.

Se den forkortede specialudgave af filmen her på hjemmesiden og oplev bakkernes natur i al deres mangfoldighed. Skovene, årstiderne, flora og fauna, storslåede udsigtspunkter, specielle bygninger og huse, markante stier og hulveje, som fortidens beboere og rejsende har bevæget sig ad gennem århundreder. Alt suppleret med stemningsfuld musik!

Lad dig inspirere af denne film til din næste tur i Grindsted, Uggerhalne og Kinnerups helt specielle baghave!
Klik ind på forsiden for at se filmen.

 

Poul Dahl, Grindsted
Januar 2015

Samrådet har nu et medlem i AKA-gruppen

I går aftes blev Lasse Breddam, der er med i flere projektgrupper under Samrådet for Grindsted & Uggerhalne, valgt ind i AKA-gruppen. Og hvad er så det for en størrelse, vil de fleste nok spørge?

AKA betyder direkte oversat: Aalborg Kommunes Aktionsgruppe for Landdistrikter. Gruppens opgave er at  tilskynde såkaldte landdistriktsaktører til at igangsætte initiativer, som kan udvikle landdistrikterne i Aalborg Kommune. Tilskyndelsen sker primært med økonomiske midler. Udvalget råder over 1.5 mio. kroner i 2015, som dels anvendes til projekter (1.1 mio. kroner), dels til forsamlingshuse (400.000 kroner).  Et projekt kan maksimalt få 50.000 kroner.

I årenes løb har vores område fået midler til bl.a. service i SportsCafeen, multibane, lys ved multibanen og til at etablere Beach Volley og Skaterbane for.

Samrådene i Aalborg Kommune var i aftes samlet for at vælge to medlemmer til AKA-udvalget. Lasse Breddam blev valgt sammen med Karina Søborg Madsen fra Langholt Samråd, så nordenfjordsområdet er pænt repræsenteret.

Du kan læse mere om AKA-gruppen her.

 

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
Poul Dahl

 

Glædelig Jul og Godt Nytår

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne ønsker Glædelig Jul og Godt Nytår til beboere, foreninger, sponsorer og til hjælpere ved vore arrangementer i 2014. Vi takker også projekt- og udvalgsdeltagere, der har været med til at gennemføre vore mange projekter.

2014 blev året, hvor mange aktiviteter og projekter blev besluttet og gennemført. Der var små bump på vejen, inden vi fik de glædelige beslutninger om cykelsti og skolebyggeri. Det blev også til et velbesøgt borgermøde om Landdistriktspolitik i Aalborg Kommune, en fantastisk opbakning til Byernes Dag og senest her i december en hyggelig formiddag på Trekanten i Uggerhalne, hvor mange borgere deltog , da vi afslørede  prisen, som vi har modtaget af Aalborg Kommune og LAK, for vores kunstprojekt, HammerHattene.

Vi ser frem til et aktivt 2015, hvor vi vil arbejde videre med vore mange projekter, og hvor vi atter håber at se borgerne til indvielser og borgermøde – vi glæder os specielt til at kunne køre på en nyanlagt cykelsti og se nye bygninger skyde op ved skolen!

Endnu en gang – Glædelig Jul og Godt Nytår!

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
December 2014

 

Afsløring – på Trekanten i Uggerhalne

Lørdag formiddag var mere end et halv hundrede Grindsted-, Uggerhalne- og Kinnerup-borgere forsamlet på Trekanten i Uggerhalne. Anledningen var, at Samrådet havde fået en pris, som skulle afsløres.

Aalborg Kommune og LAK (sammenslutning af Landsbyer i Aalborg Kommune)udsætter hvert år en pris til ”Årets Bygværk” i Landdistrikterne. I år vandt vi med vore HammerHatte.

 ”Vi er både stolte og beærede over at modtage denne pris”, udtaler Samrådets formand, Ole Schwarz. ”Da Ole Kjær og jeg på Samrådets vegne sad til prisuddelingsfesten i Aalborg Kommune sammen med de øvrigt indstillede og hørte rådmand Mads Duedahl sige, at prisen i år tilfaldt HammerHattene i Grindsted og Uggerhalne, var vi godt nok overraskede, fortæller Ole, for det plejer at være et bygningsværk, der løber med prisen!  Men i år havde komiteen altså valgt vores kunstprojekt!”

Ole Schwarz taler ved plaketteafsløringen. 

Samrådet havde indstillet sit kunstprojekt egetræs- paddehatte og blandt andet peget på, at hattene både binder Grindsted, Uggerhalne og Kinnerup sammen på en smuk og anderledes måde og står som et lysende symbol på landsbyernes nærhed til Hammer Bakker og deres planterigdom – egetræer og svampe. Det tog komiteen til sig – tak for det!

Ole Schwarz og Ole Kjær holdt afsløringstalerne og efterfølgende iklædte Margit Plougstrup HammerHattene hver sin nissehue, som vi håber, bliver siddende indtil Jul!

Det blev en herlig formiddag på Trekanten i Uggerhalne, hvor solen varmede de mange deltagere, medens de drak gløgg og spiste æbleskiver varmet i Søren mekanikers værksted. Og, som Ole Schwarz annoncerede, så mødes vi igen til foråret, hvor vi sammen med stadsgartneren skal indvie gadekæret i Grindsted.

Samrådet takker SuperBrugsen i Vodskov og ”URMOSE Juletræer” for deres sponsering af gløgg og æbleskiver!

Se flere billeder fra afsløringsceremonien nedenfor.

God Jul og Godt Nytår!

 

Poul Dahl, Grindsted
13. december 2014

Vi har sørme medvind lige for tiden

Først cykelsti, så skolerenovering, så en vellykket ”Byernes Dag” og nu prisen ”Årets Bygværk 2014”. Det var vore kunstværker, egetræssvampene i Uggerhalne og Grindsted, der løb med sejrspalmerne da LAK, landsbyerne i Aalborg Kommune og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune forleden uddelte sin årligt tilbagevendende forskønnelsespris.  

Det var Samrådets formand Ole Schwarz og idéskaberen, Ole Kjær, der modtog prisen. “Vi er stolte over at modtage denne pris, som bl.a. blev begrundet med, ”at svampene er et smukt identitetsskabende symbol på de to landsbyers samhørighed med hinanden og Hammer Bakker.” Vi føler, at det går vores vej lige for tiden, endda med medvind! Herligt,” udtaler Ole Schwarz.

Plakette - Pris for årets Bygværk i Aalborg Kommune 2014
Messingplakette – Pris Årets Bygværk 2014 i Aalborg Kommune

 

Samrådet skrev i sin indstilling af svampene:  

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne har gennem sin projektgruppe: ”Byforskønnelse og Byfornyelse” iværksat en række fornyelses- og forskønnelsesaktiviteter i de to landsbyer. Heriblandt er et kunstprojekt, hvor der i Grindsted ved indkørslen til ”Gennem Bakkerne” i sommeren 2013 blev afsløret tre svampe udskåret af egetræsstammer.  Svampene er udskåret af Svend Erik Thomasen, Lild Strand.

Ultimo december 2013 kunne Samrådet ved et velbesøgt arrangement afsløre tre lignende svampe i Uggerhalne/Kinnerup, udført af samme kunstner. Svampene blev placeret på et trekantet græsklædt areal, der støder op til Vodskovvej og Grindstedvej. En placering, der sikrer, at de mange forbipasserende kan nyde de ”opskydende” svampe i skovkanten. Et bænkesæt er opsat og området bliver holdt smukt ved lige af et ”svampelaug” i Uggerhalne.

Med de to gange tre svampe placeret i de to landsbyer har Samrådet ønsket at symbolisere nærhed og sammenhæng mellem landsbyerne, der på en lang række punkter har et fællesskab: skole, hal, børnehave, DUS og dagpleje hertil kommer fællesskab på fritidsområdet, bl.a. idræt, FDF, ridning, korsang og musik.   

Der er Samrådet håb, at dette, i sig selv ukunstlede projekt, kan bidrag til byernes forskønnelse og til at forbipasserende tænker, her, hvor kunst passes ind i den smukke natur op ad Hammer Bakker, må der være rart at bo!

Poul Dahl
Grindsted, november 2014