Mere om temaaften for børn og unge

Til din organisation/forening!                                                     

Fokus på vore børn og unges fritidsaktiviteter!

Samrådet i Grindsted og Uggerhalne har tidligere forespurgt de organisationer og foreninger, der arbejder med børn og unge i Grindsted og Uggerhalne, om de ville være med til en temaaften om dette emne.

Alle har sagt ja – tak for det!

 Aftenen bliver:

Tirsdag, den 4. juni

Kl. 19.00 – 21.00

Sognegården i Grindsted

Samrådet og Grindsted skole har fået udarbejdet spørgeskemaer, der uddeles inden temaaftenen til de unge og til børnenes forældre (for de yngste børn).

Skolen har lovet at udlevere skemaerne og få dem samlet ind.

Samrådet vil efterbehandle skemaerne – således at besvarelserne kan bruges til vores temaaften den 4. juni.

Alle deltagende organisationer/foreninger tilbydes at deltage med et antal personer.

Om det er en eller flere personer, der repræsentere jeres forening denne aften – er ikke vigtigt.

Men det er vigtigt at din organisation deltager!

Vi beder om, at du tilmelde dig til undertegnede med det antal personer, der deltager fra din forening/organisation senest den 26. maj.

Vi ses den 4. juni til en spændende debat om fritidsaktiviteter for vore børn og unge.

Med venlig hilsen

 Ole Schwarz
Formand for samrådet i Grindsted og Uggerhalne
Høgevej 6, Grindsted
Telf. 9638 6858
Mobil: 2392 3068
Mail: oleschwarz@stofanet.dk

Skal vi være årets landsby næste gang?

Vi bør understøtte Samrådet og Borgerforeningen at forskønne vore byer. Vi må altså løfte i flok, være enige om at være lidt kritiske og prøve at gøre noget ved det. 

Måske trænger vinduerne til lidt maling, eller er det indkørslen – ja, forhaven kunne måske også trænge til en kærlig hånd, måske lidt oprydning efter vinteren? 

Noget af dette kunne pynte gevaldigt op i vore byer.

 Det må være i alles interesse, at vi året igennem kan sige: Vi bor i en pæn og ren by. Vi vil jo også gerne at de huse, som er til salg, kan sælges, og køberne vil gerne til en pæn og nydelig by.

A.M.B.

Læs om Andelsfrysehuset i Grindsted

I 1950 dannede en række borgere i Grindsted og Uggerhalne en forening, som på andelsbasis skulle bygge og drive et frysehus. Hvorfor bygge frysehus i 1950, hvad var baggrunden og hvordan var udviklingen, hvor længe fik den lov at leve?

HammerNyt.dk har sat sig for at beskrive dette lille stykke lokalhistorie og har allieret sig med gårdejer Villy Aagaard Nielsen, Østerholt, der, som foreningens sidste formand, var med til at lukke og slukke Andelsfrysehuset for Grindsted og Omegn i 2009.

Du kan læse artiklen her.

PD

Grindsteds ældste borger fyldte 100 år

Cecilie Nielsen, Grindsteds ældste borger fyldte 100 år mandag den 25. marts.  Cecilie har i mere end et par menneskealdre udført et stort og engageret arbejde for børn og voksne i Grindsted, Uggerhalne og omegn.  

Sidst i 2008, da Cecilie Nielsen i sit 95-sindstyvende år, sammen med Rikke Pedersen og Astrid Edberg Jensen producerede og udgav DVDen: ” Grindsted dengang og sidenhen”, en smuk billedmæssig beskrivelse af udviklingen i vores lokalsamfund. 

DVD’en viser, at fotografiapparatet har været en trofast følgesvend i Cecilies liv. Med det har hun indsigtsfuldt ”indfanget” både natur og mennesker i og omkring Hammer Bakker.

Det kan man ligeledes få et levende indtryk af ved at se den DVD, som Cecilie Nielsen fik fremstillet i 2007 med ”Maleren, Tegneren og Fortælleren Karl Nielsen”.

På foranledning af Lions Club Hammer Bakker udgav Cecilie Nielsen i 2004 bogen, ”Hammer Bakker – sådan set”. Endnu et værk med Cecilie Nielsens fremragende billeder, som kan inspirere læseren til selv at søge oplevelser og indtryk i bakkerne.

 

Cecilie Nielsen skriver autograf i bogen ”Hammer Bakker – sådan set”.
Foto Agnete Schjødt-Pedersen.

Cecilie Nielsen kom til Grindsted Skole som lærerinde i 1952. Cecilie beskrives af tidligere elever som en meget afholdt lærerinde, hos hvem skolegangen mindes med glæde. Hun blev oplevet som en kærlig, men også bestemt lærerinde. Grindsted Skole var dengang en to-klasset skole. Cecilie havde de små elever fra første til fjerde klasse. Læreren havde de store fra femte til syvende klasse.

Cecilie fortæller, at hun efter skoletid ofte havde en eller to elever inde i sin lejlighed på skolen til ekstraundervisning i dansk. Hun følte sig i høj grad forpligtet til at hjælpe elever, der havde det svært med skolearbejdet. Børn og forældre var glade for denne hjælp. Det var ikke alle hendes kollegaer. En mente, ”at jeg var en skruebrækker”, fortæller Cecilie. ”Jeg fik jo ikke penge for arbejdet. Men det var et ønske for mig, at mine elever klarede sig godt; at kunne læse og skrive var jo et fundament for det videre arbejde i skolen og sidenhen i livet”.

”Jeg indførte også samtaler med forældrene”, fortæller Cecilie. ”Når forældrene kom med deres barn i 1. klasse, gjorde jeg det klart for dem, at vi nu havde et fælles ansvar for, at skolegangende skulle blive til glæde og udbytte for barnet. Jeg ville gøre mit i skolen og bad forældrene understøtte dette arbejde derhjemme og henvende sig til mig, hvis de fandt problemer.  Det skabte et godt samarbejde”. 

Villy Aagaard Nielsen, der gik på Grindsted Skole fra 1954 til 1961, fortæller, at han startede sin skolegang hos Cecilie Nielsen. ”Jeg havde frk. Nielsen som lærerinde de første tre år i skolen og husker hende så glimrende. Hun var en super underviser, der viste, at hun kunne lide os, men hun stillede sandelig også krav til os. Vi skulle lære at læse, skrive og regne, men megen lærdom blev leget ind i os med rytme og sang. Hun var yderst engageret og social, alle skulle være med”.
”Jeg husker også”, fortæller Villy, ”at frk. Nielsen inviterede vore forældre på skolen til en aften med kaffe.  Vi lavede små forestillinger eller læste op, frk. Nielsen fortalte, hvad vi havde arbejdet med og hvad, vi skulle arbejde med. Det var nymodens dengang”!      

Cecilie Nielsen i havedøren til sin lejlighed på Grindsted Skole. Foto fra 1950’erne.

Cecilie, der oprindelig er fra Nørhalne, blev uddannet på Vejle Forskoleseminarium i 1935; efter et år som vikar i Hornum, kom Cecilie i 1936 til Hjallerup Skole, hvor hun fik 16 gode skoleår.

Dagny Knudsen, Ørum og Kurt Thomsen, Hjallerup, der gik i skole hos frk. Nielsen i Hjallerup, fortæller om mange gode timer sammen med Frk. Nielsen. Hos hende havde de mødt en sød og retfærdig lærerinde hos hvem, man nok skulle lære noget, men på en legende måde.
I 1981 inviterede de frk. Nielsen til deres 25 års skolejubilæum, fortæller Dagny og Kurt. Det blev en festlig dag, hvor Dagny fik frk. Nielsen til at skrive et vers. Hun valgte et digt af Stuckenberg. Alle tilstedeværende skrev deres navne på et stykke papir; Dagny fik navne og digt kalkeret over på en porcelænsplatte. Digtet i midten med Cecilie Nielsens håndskrift og deltagernes navne i en rundkreds uden om. ”Et kært minde om vores skoletid”, fortæller Dagny og Kurt.

 

Mindeplatte fra 25 års jubilæum på Hjallerup Skole
udført af Dagny Knudsen, Ørum.
Foto Palle Hassingboe.

Det var i Cecilies Hjalleruptid, at hun blev en del af modstandsbevægelsen; det blev bl.a. hendes opgave at huse og hjælpe til, når folk skulle sluses over Kattegat til Sverige. Det var en vanskelig tid med vanskelige opgaver.

Cecilie var underviser på Grindsted Skole indtil 1978, hvor hun gik på pension.

En tidligere elev hilser på Cecilies på hundredårsdagen.
Foto Frede Burholt.

Cecilie Nielsen var et yderst engageret menneske både før og efter sin pensionering. Hun var medlem af Menighedsrådet fra 1973 – 1981 og gik med stor entusiasme op i sognearbejde og kirkeliv. Cecilie fortæller, at hun ved et tilfælde på ejendommen Dalskær, der ligger få hundrede meter fra kirken, fandt et fragment af den oprindelige altersten med relikviegemme.

Den gamle altersten var blevet brugt som trappesten og relikviegemmet var lukket med mørtel. Det lykkedes for Cecilie at overbevise både ejer og menighedsråd om, at stenen burde føres tilbage til Hammer Kirke.  Resultatet af Cecilies anstrengelser kan vi se i dag, hvor det fundne fragment efter restaurering, siden 1977 har indtaget sin gamle plads i alterbordet i Hammer Kirke.

Det var ikke kun børnenes ve og vel, der lå Cecilie på sinde. I 1967 tog hun initiativet til at oprette pensionistklub for ældre borgere i lokalsamfundet. I mere end 25 år ledede Cecilie suverænt klubeftermiddage med foredrag og teaterture med efterfølgende kaffeselskab hos hendes søster Tine, der var børnehaveleder i Aalborg.
”Vi kunne være mere end et halvt hundrede kaffegæster hos Tine”, fortæller Cecilie, ”men det gik fint, for nogle af medarbejderne fra børneinstitutionen hjalp gerne til. Og, bedst af alt, det kostede ingenting. Jeg kontaktede teatret og spurgte om der var plads til en flok pensionister til forpremieren, den var gratis. Plads var der som regel.  Da ARTE kom til, kom det til at koste lidt.
Tine fortalte sin slagter om det store pensionistbesøg som hun ventede fra Grindsted. Det fik det gode op i ham, og han sponserede pålæg. Derefter gav købmanden kaffe. Jeg har i alt, hvad vi har foretaget os i pensionistklubben altid arbejdet efter devisen: Det må ikke koste mere, end at alle kunne være med”, fortæller Cecilie.

Cecilie Nielsen introducerer bogen ”Hammer Bakker – sådan set” ved en
festlighed i Sognegården i Grindsted i 2004.
Foto Agnete Sjødt-Pedersen.

”Det gælder også de utallige besøg på store gårde, godser og seværdigheder i Vendsyssel, som vi har besøgt. Jeg tog altid af sted i forvejen for at undersøge, om vi kunne komme på besøg og fortalte, at jeg ingen penge havde at betale med. Det var sjældent en hindring og ofte, når vi så kom, var det ejeren selv, der viste rundt og fortalte. Det skete, at vi fik kaffen med eller fik mulighed for at spise den medbragte mad på stedet; vi har mødt megen venlighed og velvillighed på vore ture”, understreger Cecilie.

At arrangere foredrag blev en anden af Cecilies opgaver. Mange interessante mennesker har lagt vejen forbi Grindstedhallen og senere Sognegården og holdt foredrag om emner, der var oppe i tiden og føltes interessant for pensionisterne.
En af landets kendteste skuespillere, Preben Neergaard, var på Aalborg Teater i begyndelsen af 1980’erne. Privat boede han på Langholt Hovedgaard. Cecilie fortæller, at hun ringede til Preben Neergaard og spurgte, om han ikke, nu da han jo næsten var blevet en del af sognet, havde lyst til at komme til Grindsted og fortælle om sit liv på scenen. ”Jeg kan ikke betale dig for det, men du skal få kaffe og dobbelt brød. Den kendte skuespiller bed på, og det blev en fornøjelig eftermiddag i Grindsted. Jeg fik skam kys på kinden af den yderst charmerende mand, da han gik”, fortæller Cecilie med et smil.

 

Cecilie Nielsen – en særdeles åndsfrisk hundredårig.
Foto Frede Burholt.

”Straks fra jeg kom til Grindsted, var jeg betaget af Hammer Bakker. Her kunne jeg slappe af og ”tanke” ny energi til skolearbejdet. Disse ture medførte helt naturligt, at jeg efterhånden fik et indgående kendskab til området”, beretter Cecilie og fortsætter:
”Det måtte jeg dele med andre og har gennem årene arrangeret et utal af vandreture i Hammer Bakker. Ofte var vi på vej i den allertidligste morgenstund og har kunnet nyde stilheden i bakkerne, dyr og dyrespor og ikke mindst fabelagtige solopgange og med dem de smukkeste fuglekoncerter; det har været enestående berigelser ikke alene for mig, men også for de mange, som tog del”, siger Cecilie.

I alt hvad Cecilie har deltaget i, har hun været et aktiv. I mange år, til højt op i sin alderdom, gik Cecilie til gymnastik i Grindsted Sportsklub. Når gymnasterne var samlet til fest eller anden fælles aktivitet, læste Cecilie op, digte, fortællinger, eller hun underholdt på anden vis. Hun sørgede altid for, at den danske sangskat blev flittigt brugt. Der hvor Cecilie var, blev den åndelige føde ikke glemt!

”Både i mit personlige og i mit professionelle liv blandt børnene har det at undre sig været et omdrejningspunkt, for når man undres, bliver man nysgerrig og vil vide hvorfor, hvordan, hvornår osv. Så er der sat gang i en (ud-)dannelsesproces, som er vigtig i alle menneskers liv”, slutter Cecilie Nielsen dette interview!

Og dog, det uundgåelige spørgsmål til en 100 årig må jo være, hvordan søren har du dog båret dig ad med at nå den alder og så stadig være frisk?

”Jeg har levet et mådeholdent liv – gik ikke til de mange fester med den ”tunge” mad, som tidligere var så almindelig på landet – jeg har holdt mig i form gennem vandreture i bakkerne og deltaget i GSKs motionsgymnastik, så længe det overhovedet var muligt for mig. Hjernevindingerne har jeg vedligeholdt ved at dyrke en langvarig interesse for litteratur, kunst i bred forstand, historie og mit eget lokalsamfund, det har været brændstoffet i mit liv”, slutter Cecilie definitivt denne samtale. 

Poul Dahl,
Borgerforening &
Samråd for Grindsted & Uggerhalne
Marts 2013