Forskønnelse af Gadekæret fortsætter

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne er i tæt samarbejde med Aalborg Kommune i færd med at forskønne Gadekæret. I dag lørdag blev der gravet huller og plantet buske i herligt, saftigt regnvejr!

Det var “Det grønne hold”, suppleret med enkelte frivillige, der stod for arbejdet.
Tæt på dammen blev der plantet rododendron. Kornel blev plantet tæt på Kornelstien.

Jon Kjeldgaard og Ole Peter Jakobsen fotograferede hele processen.

Med tiden bliver Gadekæret en perle i byen!

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
Juni 2020

 

Til Borgere i Hammer Sogn!

Normalt vil Borgerforeningens kontingent være afhentet inden Sct. Hans, men i år kan dette være forsinket grundet Coronasituationen. Fristen er derfor udsat til den 1. september.
Vi siger tak for hver kontingentindbetaling, sådan at vi fortsat kan have julebelysning, hjertestartere, fastelavn, Sct. Hans m.m.
Mvh Borgerforeningens bestyrelse
Maj 2020

Fællesspisning i Sognegården aflyst

Fællesspisning i Hammer Sognegård fastsat til den 15. maj er aflyst på grund af Coronakrisen.
Fællesspisning efter sommerferien vil blive oplyst senere på hjemmesiden samt ved opslag i Hammer Sognegårds info-stander.

Ole Peter Jakobsen
Maj 2020

Ny cykelpolitik – vil du hjælpe

Kære alle

Aalborg Kommune skal i 2020 have en ny cykelpolitik.

Vi er lige nu ved at finde ud af, hvilke temaer, den skal have særligt fokus på, og dermed også, hvilken retning den fremtidige indsats på cykelområdet skal tage. Det vil vi meget gerne have synspunkter på fra så bredt et udsnit af kommunens borgere som muligt – både dem, der cykler, og dem der ikke gør. Vi har i går lagt undersøgelsen ind på Aalborg Kommunes facebookside, men vil høre jer, om I har en lokal facebookside, et nyhedsbrev eller en anden lokal kanal, som I vil dele vores undersøgelse gennem?

Det er en kort spørgeskemaundersøgelse, hvor man svarer anonymt.

Undersøgelsen er aktiv til og med 15. marts 2020. I kan dele den ved at kopiere dette link https://survey.enalyzer.com/?pid=gpum8hpe

Venlig hilsen

Anne Iversen Hansen
Civilingeniør Aalborg Cykelby – teamkoordinator

Trafikplanlægning, BLF
By- og Landskabsforvaltningen
Stigsborg Brygge 5
9400 Nørresundby
Tlf. 9931 2316

Dit Lort Mit Show

Fra TeaterKRAFT-projekt til færdig forestilling: Dit Lort Mit Show er en poetisk og varm undersøgelse af de små og store verdener der dukker frem, hvis man dykker ned i historierne om de genstande der er til salg i Den Blå Avis og Gul&Gratis.

Den Blå Avis og Gul&Gratis er magiske steder, hvor mennesker og ting mødes, skilles, byttes, sælges, købes og foræres.

Én gammel kvindes ragelse er en ung piges skat, og én mands nybyggede garage fyldes op af en anden mands tvangsauktion, men hvad fortæller tingene om de mennesker som sælger dem?

I denne forestilling forfølger vi ting og sager til salg i Aalborg og omegn. Tingene vil føre os til ejerne og de historier som hører til. Vil historierne om Nordjyllands ragelse og genbrugsguld føre os tættere på det at være menneske i Nordjylland? Tættere på det at være menneske?

I november og december 2019 rejser Teater Nordkrafts skuespillere rundt i kommunen og indsamler gode fortællinger om genbrugsguld i Nordjylland.

Dit Lort Mit Show kommer til at spille på mindre spillesteder rundt i hele Aalborg Kommune i februar og marts 2020.

Dit lort mit show er støttet af Aalborg Kommune via Kulturens Udviklingspulje samt Kulturen rykker ud.

 

Spillested:

6. marts kl. 19:30 i Kultur -og Borgerhuset Hammer Bakker – Billetsalget er åbent!

Forestillingen varer 70-90 minutter  og koster 90,00 kr. Du kan købe billetter:

via online-salg på Teater Nordkrafts hjemmeside- gå ind på dette link: https://www.teaternordkraft.dk/forestillinger-arkiv/dit-lort-mit-show/, hvor du også kan læses mere om forestillingen.

Teater Nordkraft og
Samrådet for Grindsted & Uggerhalne, Kunst & Kultur
December 2019