Generalforsamling i KBHB

Kultur- OG Borgerhuset HAMMER BAKKER indkalder herved foreningens medlemmer til ordinær generalforsamling den 20. marts kl. 19.00.
Generalforsamlingen holdes i de nye lokaler, hvor bestyrelsen – og de mange frivillige hjælpere – vil glæde sig til at vise de nye faciliteter frem.

Dagsorden ifølge vedtægterne, idet vi gør opmærksom på, at KBHB i tilknytning til generalforsamlingen vil være vært for et mindre traktement.

Kultur- og Borgerhuset HAMMER BAKKER
Bestyrelsen

Kære medlemmer af KBHB

Kære medlemmer af KBHB

I og jeres familie ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nyt år, hvor vi kan tage vores dejlige hus i brug.

Der har været meget liv i huset i den forløbne tid med skolepraktikanter fra Tech-College, lige som mange af vore medlemmer har lagt et stort stykke arbejde i at færdiggøre huset.

Vi vil gerne minde jer om, at huset nu kan reserveres til efter den 1. april 2019. Vi har p.t. 5 reservationer i 2019/20, så brug jeres fordel som medlemmer, før vi ”åbner” for reservationer på hjemmesiden.

Vi glæder os til at se jer alle sammen i det nye år i ”vores hus”.

Venlig hilsen
P.b.v.
Finn Hannibal

Jule- og Nytårshilsen fra Samrådet

Samrådet vil gerne sende borgerne i Grindsted og Uggerhalne en jule- og nytårshilsen.

Hvad er sket i 2018:
Cykelstiudvalget – som er det ældste udvalg – er i mål. De har udført en opgave som mange troede var umuligt – nemlig at få etableret vores flotte cykelsti. Som det sidste er der blevet lavet en ny trafikregulering i Uggerhalne.

Børne- og ungeudvalget er færdig med legepladsen for de mindst og vi mødes i januar for at se på kommende projekter i samarbejde med Ungdomsklubben og FDF.

Kunst & Kultur har haft et travlt år med et par flotte koncerter samt opstart på et kommende samarbejde med Galleri Hammer vedr. ”Kunst i Uggerhalne”. Udvalget vil også i 2019 arbejde på at afvikle et par koncerter og her har vi allerede besluttet, at koncerten i november skal afvikles i det nye Kultur og Borgerhus.

Historiegruppen som består af Poul, har beskrevet mange spændende historiske projekter og dette fortsætter naturligvis i 2019. Håber fortsat at få Poul til at holde et foredrag omkring den store lokale viden han har omkring vores lokalhistorie.

Hjemmeside udvikles fortsat og vi håber, at borgerne vil bruge den som et vigtigt supplement til Bladet Hammernyt. Sidstnævnte håber vi også kommer på gaden i 2019.

Skoleudvalget har dialogen med skolen og vi forsøger her at inddrage skolen og koordinere opgaverne. Vi mener også, at vi har haft en lille finger med i forhold til at skolen er blevet præmieret i 2018 som Smukkest byggeri i Aalborg Kommune.

Byudvikling arbejder fortsat med at få udviklet og udvidet primært Grindsted. Vi har støttet lokale lodsejere i at få tilladelse til at udstykke nye grunde, og vi tror på, at vi i 2019 kan komme til at se frugterne af dette arbejde. Vi har også haft dialog med By- og Landskabsforvaltningen, der pludselig oplyste, at de ville etablere 4 udstykning ved Kornelparken. Herudover er vi meget glade for at HOLM atter har igangsat et byggeri i Grindsted, hvor han opfører3 x 2 rækkehuse.
Under Byudviklingsgruppen er der nedsat 2 undergrupper:
PR gruppen og det grønne hold. Det er 2 vigtige ”udvalg” der dels arbejde på at synliggøre vore 2 byer – dels sørger for at vedligeholde de ting som vi har sat op i årenes løb.
Sidstnævnte udvalg sørger også for at Hammerhattene får nissehuer på.
PR-udvalget vil primo 2019 genoptage sit vigtige arbejde og nu i et samarbejde med Borgerforeningen.

Samrådet arbejder fortsat sammen med de øvrige Samråd omkring Hammer Bakker i Landsbyklyngen og det er der kommet mange spændende fællesprojekter ud af. Aalborg kommune har nu bevilliget ca. 1.000.000,- til at videreføre arbejdsgruppernes arbejde. Primo 2019 vil samrådene etablere en ny forening, således at det gode samarbejde mellem byerne i Landsbyklyngen kan fortsætte.

Projekt Hammer Bakker er også et fællesprojekt med de øvrige samråd omkring Hammer Bakker. Her arbejdes med at synliggøre de mange ting der sker og kommer til at ske i Hammer Bakker herunder etableringen af projekt: ” Fra Vandtårn til Udsigtstårn” Det store nye projekt (på 700 ha) som Aalborg kommune har indgået med Botanisk forening og Natur Danmark betyder, at Projekt Hammer Bakker er i gang med at nytænke det kommende samarbejde med disse 3 organisationer.

Kultur- og Borgerhuset Hammer Bakker ligger ikke længere i Samrådets regi – men det fylder meget for en gruppe lokale borger, der her gør et meget stort arbejde, for at få dette hus etableret og der skal lyde en stor tak til dem.

Ja – der er sket mange ting i 2018 og sådan vil det også blive i 2019!
Disse ting kan dog kun ske, fordi du bakker op bag Samrådet i Grindsted & Uggerhalne, så vi sammen kan gøre disse to byer til dejlige og aktive områder for både nuværende og kommende borgere.

Vi vil slutte af med at ønske dig og din familien en god jul og et lykkebringende nytår!

Mange hilsner
Samrådets bestyrelse

Ny køreplan for bogbusserne i Aalborg

Som I måske har hørt, er vi på vej med en ny køreplan for bogbusserne, der træder i kraft fra 1. januar 2019 og frem. Den nye køreplan laves som resultat af strukturændringer på biblioteksområdeti forbindelse med budget 2019 i Aalborg Kommune.

Det betyder, at vi fra den 1. januar 2019 vil holde:
I Grindsted ved Espelunden 3A fra 15.00 til 15.45 hver onsdag

Vi har placeret stoppestedet efter bedste evne ud fra vores tidligere erfaringer, blandt andet hvor der er nem adgang, når man skal besøge bogbussen, og hvor der er praktisk og fysisk muligt at parkere en bus.

Inden Sundheds- og Kulturudvalget godkender den nye bogbuskøreplan den 12. december, vil vi dog gerne høre, om I har input til bogbussens stoppested i jeres by. Er der et andet sted i byen, hvor det er mere optimalt at have bogbusholdeplads, hører vi gerne fra jer inden den 3. december. Hvis I har inputs eller spørgsmål, kan I sende dem til områdeleder, Henrik Schou, på henrik.schou@aalborg.dk. Kan I ikke nå at svare inden deadline, modtager vi stadig gerne jeres input, der så medtages i en eventuel holdeplads-revisionsenere i 2019.

Ny mindre, men fleksibel, bogbus er nu en del af det rullende bibliotekstilbud
Nu, hvor vi tager den nye køreplan i drift, vil den rullende biblioteksbetjening bestå af en stor traditionel bogbus og en mindre, men fleksibel, bogbus. Den fleksible bogbus kommer til at indgå i køreplanen på samme måde som den ”almindelige” bogbus og vil samtidig blive en del af et opsøgende biblioteksarbejde, hvor en biblioteksformidler for eksempel kan køre den ud til en skole eller daginstitution med bøger og aktiviteter. Det kan I læse mere om på aalborgbiblitekerne.dk/bogbus.

Vi ser frem til at høre fra jer.

Venlig hilsen
Henrik Schou
Leder af Digital Formidling
Tlf. 9931 4455/ mob. 2520 4455

Så skal HammerHattene atter have nissehuer på

Det er blevet koldt, så HammerHattene skal atter have sine nissehuer på – det sker lørdag den 8. december kl. 11 på ”Trekanten” i Uggerhalne/Kinnerup.

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne er vært ved gløgg og æbleskiver og naturligvis sodavand til børnene.

Vi har gjort det før – så Samrådet opfordrer alle borgere i Grindsted og Uggerhalne til, at vi sammen fortsætter denne årlige julebegivenhed!

Vi håber så, at nissehuerne kan blive på HammerHattene julen over!

 

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
December 2018