Gymnastikopvisning 2017

En flot pyntet Grindstedhal tog imod publikum og gymnaster, da de kom til GIF Gymnastiks opvisning søndag den 19. marts.

Fra tidlig morgen havde en flok frivillige haft travlt med at stille stole og borde frem, pynte borde og bander. Samtidig havde gymnasterne travlt med at lægge sidste hånd på deres øvelser inden det for alvor gik løs. Køkkenet summede af aktiviteter, der skulle laves mange liter kaffe og te, skæres kage ud for at nævne et par ting.

Publikummet begyndte allerede kl. 13.00 at komme til hallen, og vi er glade for at kunne konstatere, at rigtig mange havde fundet vej til vores årlige gymnastikopvisning. Der blev fundet ekstra stole frem. Bænke og skamler blev stillet op til børnene.

Præcis kl. 14 var der indmarch under ledelse af Kirsten, instruktør på Motionsholdet, og som tidligere år var Frieda, instruktør på Cheerleaders, fanebærer. Det var så flot et syn – gymnasterne var flotte og festlige i deres nyindkøbte dragter/bluser/skjorter. De blev klappet på plads af et talstærkt publikum. Traditionen tro sang vi: ” Der er et yndigt land”. Herefter var der opvarmning under ledelse af Berit og Tina. Publikummet blev inviteret med ud på gulvet. Her blev alle muskler rørt og varmet godt op til de kommende udfordringer.

Herefter gik det løs. Omkring 130 gymnaster var på gulvet i ca. to timer med deltagere fra 3 års alderen og op til ca. 80 år. Vi har haft 4 børnehold i år bestående af Puslinge, som er børnehavebørn, et hold med titlen: ”Gymnastik og sjov” med børn fra 0. – 2. årgang, et spring/rytmehold med børn fra 3. – 6. årgang og Cheerleaders i aldersgruppen 8 – 13 år.

Tre af vore voksenhold deltog i opvisningen, Linedance begyndere, linedance øvede og motionshold.

Fælles for alle holdene var, at der var fart over feltet, og alle gymnaster gjorde det så flot, at man kun kunne komme i godt humør af at se de dejlige og fokuserede gymnaster. En gang imellem holdt man også vejret en ekstra gang, men alle klarede det med bravur. Ikke uden grund blev der fotograferet, filmet og klappet i takt til rytmerne.

Til sidst takkede Ellen Høgh, GIF Gymnastik, alle instruktører og hjælpe-instruktører for det store og flotte arbejde, de har udført i løbet af sæsonen. Vi ved, at det er en del af deres fritid, de lægger i vores afdeling, og uden dem ingen gymnastik og dermed ingen opvisning. Som tak herfor fik alle instruktørerne en buket blomster, og alle hjælpeinstruktørerne fik et stort påskeæg og en æske chokolade. Ligeledes var der tak til de mange andre frivillige, som havde lagt mange timer i at få det hele til at fungere. Det er guld værd for os, at vi kan trække på så mange i vores lokalsamfund. Tak for det!

Undervejs blev der også solgt lodder til amerikansk lotteri med flotte gevinster, som var skænket dels af lokale sponsorer og fra vores opland. Vi skylder dem en stor tak herfor. I vil kunne se alle sponsorer nævnt på Facebook. Tak også til Frede Burholt, der fotograferede under opvisningen.

Betonkreationerne på deres nye plads ved gadekæret i Grindsted

Samrådets ”Grønne hold” gravede og gravede fredag formiddag  i gadekærets græstæppe for at skabe et solidt fundament for de hvide betonkreationer, som blev indviet i december. Efter at Villy Aagaard Nielsen med sin multimaskine havde skrællet grønsværen af, blev der jævnet ud og gravet huller til placering og befæstning af de enkelte kreationer.

Tørbeton og sand sponseret af henholdsvis Aalborg Portland og vognmand Niels Chr. Skindbjerg blev blandet og fyldt i hullerne; hver enkelt kreation blev monteret med lange metalstænger. Herefter blev kreationen sænket ned og befæstet i tørbetonen.   

Betonkreationernes nye fundament skal nu tørre i en periode, herefter vil der blive lagt fint sand ud i de udgravede områder, så det senere på foråret vil komme rigtigt til sin ret.

Samrådet er meget tilfreds med at Aalborg Kommune nu er i gang med at lægge sidste hånd på områdets renovering, så vi får et smukt parklignende område. Det er vores håb, at de hvide betonkreationer vil blive et interessant indslag i denne lille perle midt i Grindsted.

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
Bestyrelsen, marts 2017 

 

 

Gymnastikopvisning i Grindstedhallen Søndag den 19. marts kl. 14

 

Alle er velkomne – forældre, søskende, bedsteforældre, venner…!

 Entré: 30 kr. Børn under 12 år: Gratis. (Gymnaster, der deltager aktivt i opvisningen er gratis).

Der er mulighed for at købe kaffe/te, øl/vand, boller m/ost, kage og frugt, så husk kontanter, vi har ingen dankortterminal, men mobile pay.

Der er også mulighed for at købe billeder af holdene  og amerikansk lotteri, med fine gevinster.

 Vi glæder os til at se jer til en forrygende opvisning.

 Dørene åbnes kl. 13.15. 

Ses vi
GIF GymnastikSmil 

Generalforsamling i borgerforeningen den 22. marts 2017 kl. 19:30

Der indkaldes hermed til ordinær generalforsamling i Borgerforeningen for Grindsted, Uggerhalne og omegn 

onsdag, den 22. marts kl. 19:30 i Hammer Sognegård, Grindsted. 

Inden generalforsamlingen inviteres medlemmerne til fællesspisning kl. 18:30.  Tilmelding til spisningen kan ske til Bo Hovgaard Thomasen  senest fredag den 17. marts, på tlf.  29 80 84 05 – også gerne per SMS.

Vi kunne rigtig godt tænke os nye kræfter og idéer i bestyrelsen. vi vil derfor opfordre alle interesserede til kraftigt at overveje at stille op som bestyrelsesmedlem eller suppleant. 

  

Dagsorden ifølge vedtægterne:

1. Valg af ordstyrer og referent

2. Formandens beretning

3. Kassereren aflægger det reviderede regnskab

4. Fastsættelse af kontingent

5. Behandling af indkomne forslag.

      Forslag, der ønskes behandlet, skal afleveres senest den 21. marts

       til formand Bo Hovgaard Thomasen, Kornelparken 22, tlf. 29 80 84 05

 

6. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer og suppleanter

        Bestyrelsesmedlemmer på valg er:

         Bo Hovgaard Thomasen    

         Anette P. Jespersen

        Suppleanter er:

        Bjarne Hansen, Claus Thorbjørn Christensen

        Ønsker ekstraordinært at træde ud af bestyrelsen: 

        Betina Knobloch

 7. Valg af revisorer

8. Eventuelt

 

Med venlig hilsen

Bo Hovgaard Thomasen