Nissehuer og kunst i Grindsted og Uggerhalne

Lørdag den 10. december kl. 10 sætter vi nissehuerne på vore Hammerhatte.

Denne lille festlige tradition plejer vi at udfører i Uggerhalne, men i år sker det i Grindsted.

Årsagen til at vi flytter denne aktivitet til Grindsted er, at vi håber samtidig at kunne indvie

vore nye kunstværker ved Gadekæret. 

Værkerne består af 5 betonkreationer, som er formgivet af studerende fra 4 forskellige uddannelsessteder.

Samrådet har haft den indflydelse på processen, at vi har bestemt, hvilke temaer de studerende skulle arbejde med. Desuden har vi været med i dommerpanelet.

De temaer, vi har valgt er natur, sø og skov – disse emner var oplagte, idet betonkreationerne skal stå ved gadekæret og i nærheden af vore dejlige Hammer Bakker. 

Så kom ned til gadekæret den 10. december! Kom og se, hvordan det er lykkedes de studerende at ramme vore temaer med deres flotte store og hvide betonkreationer.

Vi byder også på gløgg og æbleskiver

På gensyn
Ole Schwarz

Formand for Samrådet i Grindsted & Uggerhalne

BRÆTSPILSDAG i Grindstedhallen

Lørdag den 5. november kl. 13 – ?

Borgerforeningen indbyder alle interesserede voksne og større børn til brætspil i Grindstedhallen. Arrangementet er tiltænkt fra ca. 10 – 99 år, men falder du uden for dette aldersspæn, og synes brætspil er sjove, så kom blot. Hvis du ikke er fyldt 10, så tag en voksen med.

BRÆTSPILSDAGEN går ud på at spille brætspil med andre, end du plejer. Medbring dit eget brætspil og spil det sammen med nogen af de fremmødte, eller prøv en andens spil.

 Image result for board game carcassonne

Nogle af borgerforeningens bestyrelsesmedlemmer medbringer spil fra deres private spilsamling: spil som THE SETTLERS, CARCASONNE, POWERGRID, BOHNANZA, PANDEMIC, SAMURAI osv. – men spil som SKAK, TRIOMINUS eller STRATEGO eller lignende er også meget velkomment. Din lyst til at spille brætspil, er det, der er det væsentlige. 

Der vil være en bod, hvor der kan købes forfriskninger dagen i gennem. Fortsætter nogen af os på den anden side af aftensmadstid, så koordinerer vi et fælles pizzaindkøb. Tag derfor kontanter eller MobilePay med, hvis du gerne vil købe i boden og/eller pizza, hvis det bliver aktuelt.

Mød blot op på dagen, der er ikke tilmelding. Vi glæder os til at spille med dig.      

Mvh.

Borgerforeningen

Løvfaldstur i Hammer Bakker

 

 

Atter i år afvikler Projekt Hammer Bakker en løvfaldstur i vores dejlige bakker.

Det sker søndag den 6. november kl. 10 til ca. 12 

Vi mødes ved P-pladsen ved Ældre- og Handicapforvaltningen i Hammer Bakker (Den tidligere SOSU-skole). Adressen er Storemosevej 17-21, 9310 Vodskov. 

Turlederne er: Anton Thøger Larsen, Ole Kjær og Jørgen Jensen.

Det bliver en vandring gennem den dejlige efterårsskov og en snak om, hvad vi møder.

Turlederne anbefaler varmt tøj!

Det er gratis at deltage.

Med venlig hilsen
Projekt Hammer Bakker

NB: Kik ind på vores hjemmeside og læse om de mange oplysninger der er her om bakkerne og tilmeld dig vores nyhedsbrev: www.oplevhammerbakker.dk

Så fik vi indviet cykelstien

thomas-kastrup-larsen-taler_ofDet blev – på trods af vejrgudernes ugunst – en flot indvielsesfest i dag på Carlos’ eng i Uggerhalne. Forinden var flere end hundrede børn og voksne draget af sted på cykel, gåben og i barnevogn fra Grindsted skole for at samles ved cykelstiens begyndelse i Grindsted. Her holdt vores borgmester, Thomas Kastrup-Larsen en kort tale for cykelstien. Han talte om sammenhold, initiativ, ihærdighed, motion og sikkerhed for børn i trafikken, inden han sammen med to drenge klippede snoren. Herefter kunne en lang kortege bevæge sig mod festpladsen i Uggerhalne – alle børn iført gule sikkerhedsveste med HAMMERSTIEN påtrykt ryggen – et nærmest højtideligt syn!

ole-schwarz-taler_ofSamme procedure skete i Vodskov under ledelse af rådmand Tina French Nielsen og Lasse Breddam. Ved cykelstiens begyndelse i Vodskov holdt Tina ligeledes en kort tale inden snoren blev klippet. Hun pointerede vigtigheden af trafiksikkerhed for skolebørnene og det lokale engagement og gå-på-mod som en vigtig forudsætning for cykelstiens tilblivelse. Herefter cyklede mere end en halv hundrede vodskovgensere ad den nyanlagte cykelsti mod Uggerhalne.

Mange borgere var efterhånden samlet på festpladsen, hvor borgmester og rådmand holdt pænt afpassede korte taler og ønskede lokalsamfundet tillykke med cykelstien, som de mente passede smukt ind i Aalborg Kommunes strategi som cykelby. Tina var specielt glad for at skolebørnene nu fik en langt mere sikker cykelvej. Både til Vodskov og til Grindsted – ikke mindst når de om få måneder skal til den nye skole i Grindsted.  

Cykelstigruppens formand, Bendt Grønborg kvitterede og talte – lidt længere – om den lange ”kamp” siden 2008 for at få cykelstien på kommunens budget og nu gennemført. Bendt roste politikerne for deres fremsyn og accept af stiens nødvendighed. Embedsmændene for at de udholdt de vedholdende cykelstifolk fra Grindsted/Uggerhalne. Der var også rosende ord til anlægsfolkene for deres solide og ansvarsfulde arbejde, hvor der til sidst har været pres på!

Bendt understregede i sin tale, ”Det er en dejlig dag i dag – det var en fryd at se snoren blive klippet og at cykle sammen med de to politikere, de mange børn og voksne ad den nye cykelsti til festpladsen i Uggerhalne – fantastisk! Afslutningsvis sammenfattede Bendt: ”Til sidst endnu en gang ros til Aalborg Kommune og de politikere, der gad høre på os og vore argumenter for cykelsti – men også for skolebyggeri – DUS-bygning og meget mere. Vi har grund til at være stolte og taknemmelige over at være en del af Aalborg Kommune. Vi har fået en super cykelsti her i 2016. Tak for det! Lad os råbe et trefoldigt leve for Cykelstien og alle, der har bidraget positivt til dens etablering.”

Samrådets formand, Ole Schwarz sluttede talerrækken med at fortælle om de fem byporte og mini HammerHatte, som er sat op ved indfaldsvejene i Grindsted og Uggerhalne – Jon Kjeldgaard, Michael Pedersen og Daniel Pedersen afslørede herefter byporten tæt ved festpladsen i Uggerhalne.

Herefter var der tid, blandt de mere end 250 fremmødte, til en snak om cykelsti, skolebyggeri og andre lokale begivenheder samtidig med, at der blev spist pølser med brød og drukket juice og fadøl – der var trængsel i teltet, hvor der blev langet 600 pølser over disken! Ole Faaborg havde komponeret en ny cykelstisang, som til akkompagnement af Michael Ørbergs guitarspil blev sunget med stor entusiasme. Efter lotteri, kyndigt ledet af Rita Grønborg, som rundhåndet delte milde gaver ud, sluttede dagen med super cykelopvisning af Løvvangens Unicykelklub.

Det blev alt i alt en herlig dag, som regn og blæst ikke kunne spolere – Samrådets Cykelstigruppe takker  sponsorer og de mange fremmødte borgere for deres flotte opbakning til denne markante CYKELSTIDAG!

Poul Dahl
Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
8. oktober 2016