Glædelig Jul og Godt Nytår

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne ønsker Glædelig Jul og Godt Nytår til beboere, foreninger, sponsorer og til hjælpere ved vore arrangementer i 2014. Vi takker også projekt- og udvalgsdeltagere, der har været med til at gennemføre vore mange projekter.

2014 blev året, hvor mange aktiviteter og projekter blev besluttet og gennemført. Der var små bump på vejen, inden vi fik de glædelige beslutninger om cykelsti og skolebyggeri. Det blev også til et velbesøgt borgermøde om Landdistriktspolitik i Aalborg Kommune, en fantastisk opbakning til Byernes Dag og senest her i december en hyggelig formiddag på Trekanten i Uggerhalne, hvor mange borgere deltog , da vi afslørede  prisen, som vi har modtaget af Aalborg Kommune og LAK, for vores kunstprojekt, HammerHattene.

Vi ser frem til et aktivt 2015, hvor vi vil arbejde videre med vore mange projekter, og hvor vi atter håber at se borgerne til indvielser og borgermøde – vi glæder os specielt til at kunne køre på en nyanlagt cykelsti og se nye bygninger skyde op ved skolen!

Endnu en gang – Glædelig Jul og Godt Nytår!

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
December 2014

 

Afsløring – på Trekanten i Uggerhalne

Lørdag formiddag var mere end et halv hundrede Grindsted-, Uggerhalne- og Kinnerup-borgere forsamlet på Trekanten i Uggerhalne. Anledningen var, at Samrådet havde fået en pris, som skulle afsløres.

Aalborg Kommune og LAK (sammenslutning af Landsbyer i Aalborg Kommune)udsætter hvert år en pris til ”Årets Bygværk” i Landdistrikterne. I år vandt vi med vore HammerHatte.

 ”Vi er både stolte og beærede over at modtage denne pris”, udtaler Samrådets formand, Ole Schwarz. ”Da Ole Kjær og jeg på Samrådets vegne sad til prisuddelingsfesten i Aalborg Kommune sammen med de øvrigt indstillede og hørte rådmand Mads Duedahl sige, at prisen i år tilfaldt HammerHattene i Grindsted og Uggerhalne, var vi godt nok overraskede, fortæller Ole, for det plejer at være et bygningsværk, der løber med prisen!  Men i år havde komiteen altså valgt vores kunstprojekt!”

Ole Schwarz taler ved plaketteafsløringen. 

Samrådet havde indstillet sit kunstprojekt egetræs- paddehatte og blandt andet peget på, at hattene både binder Grindsted, Uggerhalne og Kinnerup sammen på en smuk og anderledes måde og står som et lysende symbol på landsbyernes nærhed til Hammer Bakker og deres planterigdom – egetræer og svampe. Det tog komiteen til sig – tak for det!

Ole Schwarz og Ole Kjær holdt afsløringstalerne og efterfølgende iklædte Margit Plougstrup HammerHattene hver sin nissehue, som vi håber, bliver siddende indtil Jul!

Det blev en herlig formiddag på Trekanten i Uggerhalne, hvor solen varmede de mange deltagere, medens de drak gløgg og spiste æbleskiver varmet i Søren mekanikers værksted. Og, som Ole Schwarz annoncerede, så mødes vi igen til foråret, hvor vi sammen med stadsgartneren skal indvie gadekæret i Grindsted.

Samrådet takker SuperBrugsen i Vodskov og ”URMOSE Juletræer” for deres sponsering af gløgg og æbleskiver!

Se flere billeder fra afsløringsceremonien nedenfor.

God Jul og Godt Nytår!

 

Poul Dahl, Grindsted
13. december 2014

Afsløring af “Årets BYGVÆRK”

Årets BYGVÆRK gik til Grindsted & Uggerhalne!

Vi har med stolthed modtaget årets plakette af Aalborg Kommune og LAK for ”Årets Bygværk”. En præmie, som glæder os meget.

Vi indstillede vores 2 x 3 paddehatte, der binder Grindsted og Uggerhalne sammen på en smuk og anderledes måde. Paddehattene – egetræs-hatte – er symbol på Hammer Bakker og deres planterigdom.

Vi kalder vores paddehatte for HAMMERHATTE.

Vi vil gerne fejre præmieringen med jer lørdag den 13. december kl. 11.00 ved Paddehattene på Trekanten i Uggerhalne. Her vil vi afsløre den smukke plakette. Samtidig skal hattene have nissehue på!

Vi serverer gløgg og æbleskiver og sodavand til børnene.

Du ved hvor paddehattene i står!

Kom og vær med til at fejre, at vores lokalområde er kommet på landkortet!

På gensyn

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
December 2014

 

Ny hjertestarter i Grindsted, der er tilgængelig hele døgnet

Borgerforeningen vil gerne informere alle om, at der nu to hjertestartere i Grindsted. 

  

Den nye hjertestarter er generøst blevet doneret af en byens borgere (!), som har ønsket den opsat ved Sognegården. Meget stor tak for det! :-))
 
Borgerforeningen har indkøbt et opvarmet skab til hjertestarteren, for at den kunne opsættes udendørs. Borgerforeningen vil desuden stå for den løbende vedligeholdelse af hjertestarteren. 
 
Foruden den nye hjertestarter ved Sognegården, er vi i samarbejde med skolen i gang med at få flyttet hjertestarteren i Grindsted Hallen ud udenfor hovedindgangen, så også denne hjertestarter bliver tilgængelig hele døgnet. Skabet til det er allerede indkøbt. Vi har også ansøgt TrygFonden om en hjertestarter til ophængning i Uggerhalne – for eksempel på på muren af vandværket. Der forventes svar på ansøgningen i december i år. 
 
Vi arbejder for at få hjertestartere i både Uggerhalne og Grindsted, for der  ikke skal ikke være ret langt til en hjertestarter, hvis der er en af os, der får hjertestop. Hjertestarteren  skal allerhelst i anvendelse inden for 5 minutter, det øger chancerne for overlevelse markant – meget gerne hurtigere! Des hurtigere det sker, jo bedre er overlevelseschancerne fortæller statistikken! 
 
 
Med venlig hilsen 
Bo Hovgaard Thomasen
Borgerforeningen
 
 
 

Byernes Dag – en gedigen succes

Byernes Dag – endnu en fornyelse i Grindsted og Uggerhalne – løb af stabelen lørdag den 25. oktober i Grindstedhallen. Der var ”gang i den” fra morgen til aften med et væld af forskellige aktiviteter og begivenheder. Det var Samrådets Cykelstiudvalg der, i samarbejde med Borgerforeningen og suppleret med idrætsforeninger og FDF, havde arrangeret dagen.

Formiddagen var helliget børn og skole. Allerede fra morgenstunden indtog mere end et halvt hundrede børn og deres forældre hallen for at lege med Aalborg Kommunes KRAM-redskaber. Byernes borgere var inviteret til formiddagskaffe. Det benyttede rigtigt mange sig af, så til akkompagnement af glade børnestemmer kunne de indtage kaffe og rundstykker, nyde den efterårspyntede hal og bese DUS´ens meget kreative udstilling og foreningernes miniudstillinger. Lasse Breddam introducerede, ledte og guidede indlægsholdere og gæster igennem dagens program, der var spækket med aktiviteter.

Et lille udpluk af KRAM-deltagerne.

Formiddagens højdepunkt var rådmand Mads Duedahl der, suppleret af skolens leder Søren Kold Madsen, satte fokus på den nye folkeskolereform og dens betydning for Grindsted Skole. De pegede bl.a. på, at lokalt engagement og opbakning til skolen er blevet endnu vigtigere med reformen, der forpligter folkeskolen til at inddrage lokale kræfter i skolen liv. Den største applaus fik rådmanden, da han fremhævede, at budget 2015 har fremrykket renovering af Grindsted Skole – hermed er et mangeårigt lokalt ønske om at få de mere end 40 år gamle barakker udskiftet.

Rådmand Mads Duedahl. Foto Frede Burholt.Rådmand Mads Duedahl.

 Søren Kold Madsen, ny skoleleder, der på denne dag fik lejlighed til at hilse på de mange fremmødte borgere, understregede, at det første byggemøde allerede var fastsat til den 10. november, så der var travlhed. Skolelederen takkede ja til Samrådets ønsker om at blive inddraget i byggeprocessen, herunder i arbejdet med at der bygges aula/forsamlingshus.    

Efter KRAM-frokosten, salat, spagetti og fedtfattig kødsovs havde eftermiddagens aktiviteter fokus på det lokale erhvervsliv, på kommunens landdistriktspolitik og på cykelstien: Grindsted – Uggerhalne – Vodskov.

KUAFU – Ren Energi – Teknologi til Nutid  og Fremtid.

Samråd og Borgerforening havde inviteret det lokale erhvervsliv til en mini-erhvervsmesse, hvor de kunne præsentere deres produkter. Det havde en lille snes virksomheder inden for service, håndværk, udvikling og produktion takket ja til og opstillet stande og boder i hallen. Bendt Grønborg, der var projektleder på Byernes Dag fortæller, ”vi er meget glade og tilfredse med alle aktiviteter, men at det er lykkedes os at formå travle virksomheder til at stille op her i Grindstedhallen og vise deres produkter frem, det er flot. Tak for det!” 

  En “gammel” Grindsteddreng, tømrermester Morten Thomsen.

 Ellers var eftermiddagens højdepunkt, at borgmester Thomas Kastrup-Larsen på Samrådets invitation kom og fortalte, hvad kommunen vil med lokalsamfundene, herunder kommunens nye landdistriktspolitik, der er i høring. Borgmesteren pegede blandt andet på, ”kommunen ønsker levende landsbyer med fokus på muligheder og udvikling – vi er også kommune for de 70.000, der bor uden for Aalborg og Nørresundby.” Han understregede, at det er yderst vigtigt at lokale ildsjæle peger på udviklingsmuligheder og behov. ”I skal afklare i jeres lokalsamfund, hvad I vil, hvilken udvikling I ønsker, så skal vi i kommunen finde midler og hjælpe til med at gennemføre.”

I den forbindelse pegede Thomas Kastrup-Larsen på, at Aalborg er en by i udvikling – der kommer 2.000 – 2.500 nye borgere til hvert år, det sikrer, at der også er økonomi til landsbyløft. Borgmesteren pegede på, at midler til cykelsti og skolerenovering i høj grad havde baggrund i lokal ildsjæles ihærdige og vedvarende anstrengelser. Samtidig ønskede han byerne tillykke med arrangementet Byernes Dag.

I øvrigt mente borgmesteren, at Grindsted og Uggerhalne i sine udviklingsaktiviteter burde udnytte og ”indtænke” den smukke beliggenhed ved Hammer Bakker. På spørgsmål om kommunens holdning til vindmølleplanerne ved Kjellingbro, svarede Thomas Kastrup-Larsen, at der bliver rettet en henvendelse til Brønderslev Kommune for at høre til planerne. Der var stor applaus til Thomas Kastrup-Larsen fra de mange fremmødte i Grindstedhallen.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen, Ole Schwarz og Lasse Breddam.

For børnene var eftermiddagens højdepunkt nok Birger Vest, der i SportsCaféen tryllebandt børnene med sine gags og tryllerier; der blev måbet og grinet og spurgt, ”hvordan gør han det?” I en time holdt Birger børnene fast mens forældrene kunne puste ud og høre om landdistriktspolitik og cykelstiplaner.

Civilingeniør Jakob Nielsen, By- & Landskab i Aalborg Kommune fortalte levende om cykelstiens forløb, om forskellige cykelstiformer – cykelbane tæt på vej, enkeltrettede, dobbeltrettede – om sikkerhed, der har høj prioritet, om krydsningspunkter, dvs. at skaffe så sikre løsninger som muligt, når cyklisten skal krydse en vej. Jakob Nielsen omtalte også, at han så på forskellige muligheder for tydeligt at markere overgangen fra land til by for bilister: ”vi må hjælpe bilisterne med at komme ned i tempo, da der ikke kommer cykelsti i byerne”, sagde Jakob Nielsen. Projektet starter ultimo 2014 med projektering og høring af interessenter, foråret 2015 skal der tales med lodsejere og jord købes, i maj/juni går jordarbejdet i gang og forventes afsluttet ultimo 2015. Beboerne kvitterede Jakob Nielsen med store klapsalver.

Der bliver kigget på cykelhjelme

Bendt Grønborg har sammen med Per Bachmann og Ole Dahl fra Samrådet besøgt Alken ved Skanderborg for at se en ”internetbrugs”. Bendt viste billeder fra Alken og fortalte om, hvordan deres ”internetbrugs” fungerede: Kunderne bestilte varer på nettet hos Osuma, som fragtede varerne til ”Det gamle Mejeri” i Alken, her pakkede frivillige hjælpere varerne til kunderne, som hver eftermiddag i et par timer kunne afhente deres varer. Oveni brugsen havde Alkenfolkene også etableret en lille Café og et byttebibliotek. Bendt spurgte, om vi skal have en ”internetbrugs”, om vi kan skaffe frivillige, om vi kan finde et egnet lokale? Han mente, at Samrådet skal undersøge interesse og muligheder for at realisere en lignende ordning. 

Den kreative DUS-udstilling.

Sidst på eftermiddagen var der musikalsk underholdning ved to talentfulde lokale kunstnere, søskendeparret Simon og Mai Skytte Simonsen. Mai sang og Simon akkompagnerede på guitar. Dagen sluttede med vinsmagning og Caféaften, hvor gamle revyviser blev genopfrisket under ledelse af Rita Grønborg og Astrid Jensen med Frede Burholt ved klaveret og Ole Schwarz ved trommerne – det blev en aften med masser af dialektundervisning – så meget wendelbomål – Du Milde Skaber!

En herlig afslutning på en fantastisk Byernes Dag!

 

Udsnit af deltagerne i vinsmagning af Vin-gaven.

Bendt Grønborg takkede på vegne af Cykelstiudvalg, Samråd og Borgerforening alle deltagende gæster, udstillere og virksomheder for den store opbakning til Byernes Dag. Også en meget stor tak til alle sponsorer, hvis økonomiske bidrag gjorde det muligt at gennemføre dagen:

  • VVS Installatøren
  • Vognmandsfirmaet Niels Chr. Skindbjerg
  • Vin-Gaven, Vodskov
  • Revisionsfirmaet Ole Dahl, Grindsted
  • Spar Nord Vodskov
  • Cykel-X-Perten, Vodskov
  • Ostemanden fra Grindsted
  • Tømrermester Morten Thomsen
  • Super Brugsen, Vodskov
  • Sudergaards Autoservice
  • JT-Møbler, Grindsted
  • JH-Gulve
  • KAUFU, Uggerhalne
  • Hårsmedjen, Grindsted
  • Nørresundby Bank,Vodskov
  • Nordjyllands Portmontage, Grindsted
  •  Grindsted Zoneterapi
  • Hjallerup VVS
  • Helgstrand Dressage
  • Horsens-Hammer Menighedsråd
  • GUARDIAN
  • AKV Langholt
  • FUJI – BikeDesign
  • Grindsted Autoværksted
  • Grindsted Flytteforretning
  • Grindsted Vandværk
  • Grønborg Gulvservice
  • Terapi og Healing, Vodskov
  • Blomsterpigerne, Vodskov
  • Kvickly, Nørresundby

Tekst: Poul Dahl
Foto: Frede Burholt