Dit Lort Mit Show

Fra TeaterKRAFT-projekt til færdig forestilling: Dit Lort Mit Show er en poetisk og varm undersøgelse af de små og store verdener der dukker frem, hvis man dykker ned i historierne om de genstande der er til salg i Den Blå Avis og Gul&Gratis.

Den Blå Avis og Gul&Gratis er magiske steder, hvor mennesker og ting mødes, skilles, byttes, sælges, købes og foræres.

Én gammel kvindes ragelse er en ung piges skat, og én mands nybyggede garage fyldes op af en anden mands tvangsauktion, men hvad fortæller tingene om de mennesker som sælger dem?

I denne forestilling forfølger vi ting og sager til salg i Aalborg og omegn. Tingene vil føre os til ejerne og de historier som hører til. Vil historierne om Nordjyllands ragelse og genbrugsguld føre os tættere på det at være menneske i Nordjylland? Tættere på det at være menneske?

I november og december 2019 rejser Teater Nordkrafts skuespillere rundt i kommunen og indsamler gode fortællinger om genbrugsguld i Nordjylland.

Dit Lort Mit Show kommer til at spille på mindre spillesteder rundt i hele Aalborg Kommune i februar og marts 2020.

Dit lort mit show er støttet af Aalborg Kommune via Kulturens Udviklingspulje samt Kulturen rykker ud.

 

Spillested:

6. marts kl. 19:30 i Kultur -og Borgerhuset Hammer Bakker – Billetsalget er åbent!

Forestillingen varer 70-90 minutter  og koster 90,00 kr. Du kan købe billetter:

via online-salg på Teater Nordkrafts hjemmeside- gå ind på dette link: https://www.teaternordkraft.dk/forestillinger-arkiv/dit-lort-mit-show/, hvor du også kan læses mere om forestillingen.

Teater Nordkraft og
Samrådet for Grindsted & Uggerhalne, Kunst & Kultur
December 2019

Pris til årets gode og smukke byggeri og det gode byrum 2019

Vi fortsætter den gode tradition med at udpege årets gode og smukke byggeri i Grindsted og Uggerhalne. Vil du være med, så læs videre og hør hvordan.
Samrådet har fokus på Grindsted og Uggerhalnes forskønnelse. Rådet har side 2012 præmieret årets gode og smukke byggeri og det gode byrum. Indtil videre har smukt renoverede huse i begge byer vundet, og ejerne modtaget en stentøjsplakette fremstillet af vores lokale kunstner, Margit Plougstrup.

Samrådet ønsker med sin pris at fremme godt og smukt byggeri i landsbyerne, byggeri som passer ind i vore landsbymiljøer. Vi ønsker at anspore borgerne til at gøre det samme og dermed bidrage til, at det er attraktivt at bosætte sig i vore landsbyer.

Men også at have fokus på det, vi kalder det gode byrum. Her tænker vi på anlæg og projekter, som på en god og smuk måde tilfører vore landsbyer rummelighed af fælles karakter og dermed bidrager til byernes forskønnelse.
Vi tænker også på smukke haveanlæg, som binder have og hus sammen til en helstøbt enhed. Haveanlægget skal vende ud mod hovedfærdselsårerne i Grindsted og Uggerhalne, så forbipasserende kan se, hvor pænt det kan gøres og tænke, her vil jeg gerne bo!

”Det er vigtigt, at vi er mange om at pege på en vinder”, siger Samrådets formand, Ole Schwarz. ”Derfor beder vi interesserede borgere indsende forslag med en kort begrundelse – gerne også med et fotografi”.

Et eller flere af nedenstående kriterier til præmiering af Smukt og Godt Byggeri og det Gode Byrum skal opfyldes:
Den gode arkitektur. Gode og smukke nybygninger opført i Grindsted, Uggerhalne og Kinnerup. Bygninger, som passer ind i landsbymiljøer og som er med til at fremhæve deres egenart netop som landsby. Her vil bygninger, som er innovative også klimateknisk og som kan tjene som et godt eksempel til efterfølgelse opnå en fortrinsstilling ved bedømmelsen.
Den gode renovering. God og smuk renovering af ældre værdifulde bygninger, der bidrager til at bibeholde og gerne genskabe de kvaliteter, der ligger i den oprindelige, men nu afdæmpede landsbyarkitektur. Et renoveringsprojekt kan være at tilbageføre til det oprindelige, men også et projekt, hvor der tilføres moderne kontrastskabende elementer.
Det gode byrum. Andre anlæg og projekter, som på en god og smuk måde tilfører vore landsbyer rummelighed af fælles karakter og dermed bidrager til byernes forskønnelse. Det kan være et samlende ”torv”, Væresteder, andre spændende aktivitetsrum, identitetsskabende kunst, herunder kunstnerisk udsmykning i forbindelse med byggeri og anlæg i byerne.
Det smukke haveanlæg. Vi ønsker også at præmiere den smukke forhave, som vender ud mod de to byers hovedstrøg: Grindstedvej, Vodskovvej ind til Kinnerupgaard, Uggerhalnevej og Espelunden og som derved er med til, at den forbipasserende får et positivt indtryk af vore byer.

Indstilling. Byernes borgere kan indstille projekter, som opfylder en eller flere af ovenstående kriterier til præmiering. Projekter skal være afsluttet inden for det seneste år – altså i 2019.

Du skal indsende dit forslag med en kort begrundelse, gerne vedlagt foto til: Ole Schwarz Høgevej 6, Grindsted, 9310 Vodskov (oleschwarz@stofanet.dk)
Vi skal have dit forslag senest den 20. april 2020.

Ud fra de indkomne forslag udvælger komiteen det projekt, der skal præmieres.
Præmieringen sker ved Samrådets årlige ordinære generalforsamling i foråret 2020.
Vi ønsker at sige forslagsstillerne tak og sætter nogle flasker vin på ”højkant”. Vi trække lod blandt indsenderne. Navne på de udtrukne vil ligeledes blive offentliggjort ved generalforsamlingen, på FB: Aktiviteter i … og på hammernyt.dk.

Byudvikling
En projektgruppe i
Samrådet for Grindsted & Uggerhalne

Februar 2020

Fin fest- god mad – dejlig musik

Ole Schwarz, formand for Kulturudvalget under Samrådet for Grindsted & Uggerhalne, bød fredag aften velkommen til forventningsfulde gæster i et fyldt Borger- & Kulturhus, hvor der først var spisning og senere dans med Pretenders.

Vi begyndte med spisning: lækre tapasretter fra Gandrup Gæstgivergård, og det gik fint, selv om der var mange mennesker. Der var livlig trafik ved baren, herligt!

Kl. 20 gik de seks medlemmer af Pretenders på scenen, og så blev der danset livligt til numre af Hollies, The Beatles, Rolling Stones, Eric Clapton, Chuck Berry med flere. Selvom dansegulvet ikke var stort, lagde det ikke en dæmper på danselysten, tværtimod!

Kulturudvalget kan endnu engang se tilbage på et godt arrangement med fuld hus og takker vores sponsor Spar Nord for stor hjælp. Også tak til alle de frivillige, som i den grad var med til, at vi kunne gennemføre arrangementet, TUSIND TAK FOR DET. Herligt at så mange gæster kom til koncerten, det var med til at gøre aftenen hyggelig og festlig.

Kulturudvalget er allerede trukket arbejdstøjet, så sæt kryds i kalenderen ud for fredag den 6. marts, hvor Teater Nordkraft kommer og opfører et teaterstykke ”I lort til halsen”. Vi glæder os til at se jer den aften. Vi vender tilbage med flere informationer, så hold øje med hjemmesiden.

Kulturudvalget
Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
Februar 2020

 

PRETENDERS i Kulturhuset

Fredag, den 31. januar 2020

Grindsted-Uggerhalne Samråd byder på en intim koncert – maks. 100 personer – med Pretenders fredag den 31. januar klokken 20 – 22.

Der er arrangeret spisning fra kl. 18.30, og dørene åbnes kl. 18.00 i Borger- & Kulturhuset i Grindsted.

 

 

Pretenders spiller et meget bredt og alsidigt repertoire, med bl.a. numre af:

Hollies, The Beatles, The Rolling Stones, Eric Clapton, Chuck Berry, Eagles, Doobie Brothers, Fleetwood Mac, The Who og mange andre.

Det er musik fra 60erne, 70erne og 80erne, med hovedvægt på musik med flerstemmig sang – de er kendt for deres fine harmonier a la Hollies. Og de er Hammergode at danse til!

Arrangør er Samrådets Kulturudvalg – billetter à 250 kroner fås hos

  • Ellen Høgh, Tranevej 6, Grindsted, tlf. 6199 2302
  • Birthe Søborg, Hüttel Sørensenvej 123, Vodskov, tlf. 2160 0094
  • Helle Nielsen, Tennisskoven 26, Hjallerup, tlf. 2695 8512
  • Ellen Nygaard Schwarz, Høgevej 6, Grindsted, tlf. 2224 2472
  • Villy Nielsen, Tennisskoven 26, Hjallerup, tlf. 6116 3930
  • Ole Schwarz, Høgevej 6, Grindsted, tlf. 2392 3068

Jule- og Nytårshilsen fra Samrådet

Julen har mange traditioner og en af dem er denne Jule- og Nytårshilsen fra Samrådet for Grindsted & Uggerhalne!

Hvad er der sket i 2019:

Cykelsti – som er det ældste udvalg -er i mål. De har udført en opgave som mange troede var umuligt – nemlig at få etableret vores flotte cykelsti. Som det sidste er der lavet en ny trafikregulering i Uggerhalne og denne trafikregulering vil vi nu forsøge at overføre til Grindsted.

Børn & Unge er færdig med legepladsen for de mindst og vi vil nu, i et samarbejde med FDF, gå i gang med at se på friluftsmulighederne i Hammer Bakker, herunder om der kan etableres noget med, klatring.

Kunst & Kultur har haft et travlt år med et par flotte aktiviteter samt opstart på et kommende samarbejde med Galleri Hammer om ”Kunst i Uggerhalne”. Udvalget vil i 2020 arbejde på at gennemføre 3 koncerter, og her har vi allerede besluttet, at koncerten i januar skal holdes i det nye Kultur og Borgerhus, hvor “Pretenders” spiller.

Lokalhistorie som består af Poul, har beskrevet mange spændende historiske projekter og dette fortsætter naturligvis i 2020. Håber fortsat, at få Poul til at holde et foredrag med den store lokale viden, han har om vores lokalhistorie.

Hjemmesiden udvikles fortsat og vi håber, at borgerne vil bruge den som en vigtig informationskilde. Alle de lokale foreninger er nu enige om, at bruge hjemmesidens kalender, så det kan blive et vigtigt værktøj (oversigt), så overlapninger undgås.

Skoleudvalget har dialogen med skolen, hvor vi forsøger at inddrage skolen og koordinere opgaverne. Vi oplever at interessen for samarbejdet udvikler sig positivt.

Byudvikling arbejder fortsat med at få udviklet nye byggegrunde. Vi har støttet lokale lodsejere i at få tilladelse til at udstykke nye grunde,og vi håber, at lodsejeren kan finde de nødvendige midler til projektet i 2020.

Vi har også haft dialog med By- og Landskabsforvaltningen, der har etableret 4 udstykning ved Kornelparken. Herudover er vi meget glade for at HOLM atter har igangsat et byggeri i Grindsted, hvor han har opført 3 x 2 rækkehuse.

Under Byudvikling er der nedsat 2 grupper:

PR-gruppen har nu fået sit eget liv og er blevet en selvstændig arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen består nu at repræsentanter fra Kulturhuset, GIF og Samrådet. Borgerforeningen overvejer deltagelse.
PR arbejder med at synliggøre vore byer i forhold til familier, der kunne ønske at flytte hertil. Herudover arbejder vi på at få synliggjort alle de lokale aktiviteter, der findes i vores område.

Det grønne hold fungerer perfekt og sørger for at byporte, HammerHatte samt kunsten ved gadekæret bliver vedligeholdt.  Holdet er også garant for, at HammerHattene i Kinnerup/Uggerhalne og Grindsted får nissehuer på.

Samrådet samarbejder fortsat med de øvrige Samråd omkring Hammer Bakker i Landsbyklyngen, og det er der kommet mange spændende fællesprojekter ud af. Aalborg kommune har nu bevilliget ca. 1 million kroner til at videreføre det arbejde, som de nedsatte arbejdsgrupper har udført.  Der er etableret en ny forening og bestyrelse for klyngesamarbejdet med de 6 samråd omkring Hammer Bakker.

Projekt Hammer Bakker er også et fællesprojekt med de øvrige samråd omkring Hammer Bakker. Her arbejdes med at synliggøre de mange ting, der sker og kommer til at ske i Hammer Bakker, herunder etableringen af projekt: ” Fra Vandtårn til Udsigtstårn”. Det store nye projekt (på 700 ha) som Aalborg kommune har indgået med Botanisk forening og Natur Danmark betyder, at Projekt Hammer Bakker er i gang med at nytænke det kommende samarbejde med disse 3 organisationer. Projekt Mødestedet, som er et projekt /arbejdsgruppe under Landsbyklyngen, har fået bevilget 200.000, – til en forundersøgelse af, hvordan et mødested kan etableres i Hammer Bakker. Dette projekt er et meget spændende og tidskrævende.

Kultur- og Borgerhuset Hammer Bakker,som nu er en selvstændig forening med egen bestyrelse, arbejder Samrådet tæt sammen med.

Ja, der er sket mange ting i 2019, det vil fortsætte i 2020!

Disse ting kan dog kun ske, fordi mange bakker op om Samrådet i Grindsted & Uggerhalne, så vi sammen kan gøre vore to byer til dejlige og aktive områder for både nuværende og kommende borgere.

Jeg vil slutte af med at ønske alle en god jul og et lykkebringende nytår!

Mange hilsner
Ole Schwarz
Samrådet for Grindsted & Uggerhalne