Generalforsamling i Samrådet

Samrådet for Grindsted og Uggerhalne afholder ordinær generalforsamling onsdag den 25. maj i Sognegården i Grindsted.

 Vi starter med spisning kl. 18. For at deltage i spisningen skal du dog tilmelde dig til formanden på 9638 6858 eller til oleschwarz@stofanet.dk

 Kl. 18.30 overrækker vi Årets Pris (2015) til vinderen af den lokale konkurrence om det gode og smukke byggeri og det gode byrum.

Det er 4. gang, vi overrækker denne pris til et smukt byggeri eller et smukt renoveret hus i Grindsted eller Uggerhalne.

 Afvikling af generalforsamlingen sker fra kl. 18.45 – 19.45

Dagsorden i.h.t. vedtægterne – som du kan finde på vores hjemmeside: hammernyt.dk. Du finder dem under fanen “Samråd”.

Formanden vil aflægge beretning om det overordnede arbejde i Samrådet og projektlederne for udvalgene vil efterfølgende berette om, hvad der er sket i årets løb i de enkelte udvalg. Der er følgende faste udvalg: Ungeudvalg, Cykelstiudvalg, Lokalhistorisk udvalg, Byudvikling og Byforskønnelse, Hjemmeside og Skoleudvalget, der samarbejder med Grindsted Skole om ombygningen. Udvalget arbejder med at etablere ”forsamlingshus” og ”Internetbrugs”.
Ønsker du at læse mere om Samrådets opgaver, skal du klikke her.

Efter generalforsamlingen bliver der mulighed for at drøfte Samrådets kommende opgaver.
Som afslutning på mødet kommer Hans Jørgen Melvej, Thorup og causerer over emnet ”Bosætning – By og land”. Afsat tid fra 20.00 – 20.45.

Afslutning ved formanden.

Alle er velkomne!

 Med venlig hilsen
Bestyrelsen

BORGERMØDE i Sognegården

BORGERMØDE

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne afholder borgermøde

  

 

Torsdag den 12. maj
Kl. 19 – 21
I Sognegården i Grindsted

Samrådet vil orientere om udviklingsopgaver, som vi netop nu arbejder med, herunder også om kommende planer.

Det er vigtigt for vores virke, at det sker i overensstemmelse med borgernes ønsker.

Vi er dog klar over, at vi ikke altid kan gøre alle tilfredse, men dialogen er vigtig for vores beslutningsproces.

På gensyn den 12. maj i Sognegården

Bestyrelsen
Samrådet for Grindsted & Uggerhalne

 

NB: Husk Samrådet generalforsamling den 25. maj kl. 18 hvis du vil spise med ellers kl. 19 i Sognegården

Når gamle venner bliver til et par – sådan kunne indledningen om GSK og GIF skrives

Stiftende Generalforsamling i Sportscafeen

Tirsdag den 26. april kl. 19.30

 

Vi ønsker som alle andre i byen den stærkeste samlede forening til at varetage vores børn, unge og de lidt ældres sportsinteresser i deres fritid og DU kan være med til at gøre en forskel. 

Hvordan har du det selv, når du lige har slået din personlige rekord, været med gutterne ude at spille en god fodboldkamp, eller vundet endnu engang i håndbold med kvinderne.  

Hvor godt er humøret ikke efter en omgang yoga eller gymnastik – det er højt, du føler velvære, og sådan vil vi alle gerne have, det skal blive ved med at være her for foden af Hammer Bakker i vores skønne Grindsted/Uggerhalne. 

Vi vil have den stærkeste bestyrelse for vores fælles klub, og de bedste udvalg, der kan sørge for, at både unge og ældre i byen får de bedste rammer for at dyrke den idræt, de gerne vil.

 Kom frisk den 26. april – vær med til at gør parforholdet til det fælles bedste for hele byen, når 2 foreninger skal forenes til 1. Her til den stiftende generalforsamling skal vi stå sammen, og være klar til at yde den indsats, der skal til – for at vi får den stærkeste bestyrelse for Grindsted/Uggerhalnes foreninger.

 Der er valg til følgende poster: Formand, kasserer, sekretær og en sponsoransvarlig.

Vel mødt Foreningerne sørger for kaffe/te, øl og vand
Med venlig hilsen GIF og GSK
April 2016

Borgerforeningens generalforsamling d. 30. marts – med fællesspisning – forslag om vedtægtsændring

 

 

Generalforsamling i Borgerforeningen for Grindsted, Uggerhalne og omegn, onsdag d. 30. marts 2015 kl. 19:30

Der indkaldes hermed til ordinær generalforsamling i Borgerforeningen for Grindsted, Uggerhalne og omegn onsdag, den 30. marts kl. 19:30 i Hammer Sognegård, Grindsted. 

Inden generalforsamlingen inviteres medlemmerne til fællesspisning kl. 18:30.  Tilmelding til spisningen kan ske til Bo Hovgaard Thomasen  senest tirsdag den 29. marts kl. 15, på tlf.  29 80 84 05 – også gerne per SMS.

Vi kunne rigtig godt tænke os nye kræfter og idéer i bestyrelsen. vi vil derfor opfordre alle interesserede til kraftigt at overveje at stille op som bestyrelsesmedlem eller suppleant. 

  

Dagsorden ifølge vedtægterne:

1. Valg af ordstyrer og referent

2. Formandens beretning

3. Kassereren aflægger det reviderede regnskab

4. Fastsættelse af kontingent

5. Behandling af indkomne forslag.

     a. Forslag om ændring i vedtægterne: Tilføjelse af tegningsregel

     Det foreslås af bestyrelsen, at følgende tilføjes vedtægterne

 Tilføjelse efter § 5:

 § 5.2 TEGNINGSREGEL

Borgerforeningen forpligtes ved sin underskrift af formanden i forening med enten kassereren eller et af bestyrelsesmedlemmerne.

Alternativt kan tre bestyrelsesmedlemmer i forening forpligte Borgerforeningen ved deres underskrift.

Kassereren varetager alle daglige bankforretninger med den af bestyrelsen valgte bank, herunder hævning af byttepenge til Borgerforeningens arrangementer.

       b.  Yderligre forslag, der ønskes behandlet, skal afleveres senest den 29. marts
       til formand Bo Hovgaard Thomasen, Kornelparken 22, tlf. 29 80 84 05

 

6. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer og suppleanter

        Bestyrelsesmedlemmer på valg er:

        Betina Knobloch

        Anders Clausen

        Charley Pedersen

        Suppleanter er:

        Bjarne Hansen, Palle Nørskov

        Ønsker ekstraordinært at træde ud af bestyrelsen: 

        Else-Marie Trærup

 7. Valg af revisorer

8. Eventuelt

 

Med venlig hilsen

Bo Hovgaard Thomasen

 

 

Nu kommer cykelstien

Det fejrer vi med 1. spadestik lørdag den 2. april kl. 10-12 på Trekanten i Uggerhalne på hjørnet af Grindstedvej og Vodskovvej

 Rådmand Hans Henrik Henriksen, Teknik & Miljø i Aalborg Kommune kommer og foretager 1. spadestik. Der bliver indlæg fra Cykelstiudvalget og fra skolebestyrelserne i Grindsted og Vodskov.

 Vi serverer rundstykker, kaffe og saftevand til børnene og sørger for sang og musik.

Der bliver præmie til alle børn på cykel.

 Det er en stor dag for os alle, så mød bare op med hele familien!

 Bendt Grønborg
Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
Marts 2016