Byernes Dag – en gedigen succes

Byernes Dag – endnu en fornyelse i Grindsted og Uggerhalne – løb af stabelen lørdag den 25. oktober i Grindstedhallen. Der var ”gang i den” fra morgen til aften med et væld af forskellige aktiviteter og begivenheder. Det var Samrådets Cykelstiudvalg der, i samarbejde med Borgerforeningen og suppleret med idrætsforeninger og FDF, havde arrangeret dagen.

Formiddagen var helliget børn og skole. Allerede fra morgenstunden indtog mere end et halvt hundrede børn og deres forældre hallen for at lege med Aalborg Kommunes KRAM-redskaber. Byernes borgere var inviteret til formiddagskaffe. Det benyttede rigtigt mange sig af, så til akkompagnement af glade børnestemmer kunne de indtage kaffe og rundstykker, nyde den efterårspyntede hal og bese DUS´ens meget kreative udstilling og foreningernes miniudstillinger. Lasse Breddam introducerede, ledte og guidede indlægsholdere og gæster igennem dagens program, der var spækket med aktiviteter.

Et lille udpluk af KRAM-deltagerne.

Formiddagens højdepunkt var rådmand Mads Duedahl der, suppleret af skolens leder Søren Kold Madsen, satte fokus på den nye folkeskolereform og dens betydning for Grindsted Skole. De pegede bl.a. på, at lokalt engagement og opbakning til skolen er blevet endnu vigtigere med reformen, der forpligter folkeskolen til at inddrage lokale kræfter i skolen liv. Den største applaus fik rådmanden, da han fremhævede, at budget 2015 har fremrykket renovering af Grindsted Skole – hermed er et mangeårigt lokalt ønske om at få de mere end 40 år gamle barakker udskiftet.

Rådmand Mads Duedahl. Foto Frede Burholt.Rådmand Mads Duedahl.

 Søren Kold Madsen, ny skoleleder, der på denne dag fik lejlighed til at hilse på de mange fremmødte borgere, understregede, at det første byggemøde allerede var fastsat til den 10. november, så der var travlhed. Skolelederen takkede ja til Samrådets ønsker om at blive inddraget i byggeprocessen, herunder i arbejdet med at der bygges aula/forsamlingshus.    

Efter KRAM-frokosten, salat, spagetti og fedtfattig kødsovs havde eftermiddagens aktiviteter fokus på det lokale erhvervsliv, på kommunens landdistriktspolitik og på cykelstien: Grindsted – Uggerhalne – Vodskov.

KUAFU – Ren Energi – Teknologi til Nutid  og Fremtid.

Samråd og Borgerforening havde inviteret det lokale erhvervsliv til en mini-erhvervsmesse, hvor de kunne præsentere deres produkter. Det havde en lille snes virksomheder inden for service, håndværk, udvikling og produktion takket ja til og opstillet stande og boder i hallen. Bendt Grønborg, der var projektleder på Byernes Dag fortæller, ”vi er meget glade og tilfredse med alle aktiviteter, men at det er lykkedes os at formå travle virksomheder til at stille op her i Grindstedhallen og vise deres produkter frem, det er flot. Tak for det!” 

  En “gammel” Grindsteddreng, tømrermester Morten Thomsen.

 Ellers var eftermiddagens højdepunkt, at borgmester Thomas Kastrup-Larsen på Samrådets invitation kom og fortalte, hvad kommunen vil med lokalsamfundene, herunder kommunens nye landdistriktspolitik, der er i høring. Borgmesteren pegede blandt andet på, ”kommunen ønsker levende landsbyer med fokus på muligheder og udvikling – vi er også kommune for de 70.000, der bor uden for Aalborg og Nørresundby.” Han understregede, at det er yderst vigtigt at lokale ildsjæle peger på udviklingsmuligheder og behov. ”I skal afklare i jeres lokalsamfund, hvad I vil, hvilken udvikling I ønsker, så skal vi i kommunen finde midler og hjælpe til med at gennemføre.”

I den forbindelse pegede Thomas Kastrup-Larsen på, at Aalborg er en by i udvikling – der kommer 2.000 – 2.500 nye borgere til hvert år, det sikrer, at der også er økonomi til landsbyløft. Borgmesteren pegede på, at midler til cykelsti og skolerenovering i høj grad havde baggrund i lokal ildsjæles ihærdige og vedvarende anstrengelser. Samtidig ønskede han byerne tillykke med arrangementet Byernes Dag.

I øvrigt mente borgmesteren, at Grindsted og Uggerhalne i sine udviklingsaktiviteter burde udnytte og ”indtænke” den smukke beliggenhed ved Hammer Bakker. På spørgsmål om kommunens holdning til vindmølleplanerne ved Kjellingbro, svarede Thomas Kastrup-Larsen, at der bliver rettet en henvendelse til Brønderslev Kommune for at høre til planerne. Der var stor applaus til Thomas Kastrup-Larsen fra de mange fremmødte i Grindstedhallen.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen, Ole Schwarz og Lasse Breddam.

For børnene var eftermiddagens højdepunkt nok Birger Vest, der i SportsCaféen tryllebandt børnene med sine gags og tryllerier; der blev måbet og grinet og spurgt, ”hvordan gør han det?” I en time holdt Birger børnene fast mens forældrene kunne puste ud og høre om landdistriktspolitik og cykelstiplaner.

Civilingeniør Jakob Nielsen, By- & Landskab i Aalborg Kommune fortalte levende om cykelstiens forløb, om forskellige cykelstiformer – cykelbane tæt på vej, enkeltrettede, dobbeltrettede – om sikkerhed, der har høj prioritet, om krydsningspunkter, dvs. at skaffe så sikre løsninger som muligt, når cyklisten skal krydse en vej. Jakob Nielsen omtalte også, at han så på forskellige muligheder for tydeligt at markere overgangen fra land til by for bilister: ”vi må hjælpe bilisterne med at komme ned i tempo, da der ikke kommer cykelsti i byerne”, sagde Jakob Nielsen. Projektet starter ultimo 2014 med projektering og høring af interessenter, foråret 2015 skal der tales med lodsejere og jord købes, i maj/juni går jordarbejdet i gang og forventes afsluttet ultimo 2015. Beboerne kvitterede Jakob Nielsen med store klapsalver.

Der bliver kigget på cykelhjelme

Bendt Grønborg har sammen med Per Bachmann og Ole Dahl fra Samrådet besøgt Alken ved Skanderborg for at se en ”internetbrugs”. Bendt viste billeder fra Alken og fortalte om, hvordan deres ”internetbrugs” fungerede: Kunderne bestilte varer på nettet hos Osuma, som fragtede varerne til ”Det gamle Mejeri” i Alken, her pakkede frivillige hjælpere varerne til kunderne, som hver eftermiddag i et par timer kunne afhente deres varer. Oveni brugsen havde Alkenfolkene også etableret en lille Café og et byttebibliotek. Bendt spurgte, om vi skal have en ”internetbrugs”, om vi kan skaffe frivillige, om vi kan finde et egnet lokale? Han mente, at Samrådet skal undersøge interesse og muligheder for at realisere en lignende ordning. 

Den kreative DUS-udstilling.

Sidst på eftermiddagen var der musikalsk underholdning ved to talentfulde lokale kunstnere, søskendeparret Simon og Mai Skytte Simonsen. Mai sang og Simon akkompagnerede på guitar. Dagen sluttede med vinsmagning og Caféaften, hvor gamle revyviser blev genopfrisket under ledelse af Rita Grønborg og Astrid Jensen med Frede Burholt ved klaveret og Ole Schwarz ved trommerne – det blev en aften med masser af dialektundervisning – så meget wendelbomål – Du Milde Skaber!

En herlig afslutning på en fantastisk Byernes Dag!

 

Udsnit af deltagerne i vinsmagning af Vin-gaven.

Bendt Grønborg takkede på vegne af Cykelstiudvalg, Samråd og Borgerforening alle deltagende gæster, udstillere og virksomheder for den store opbakning til Byernes Dag. Også en meget stor tak til alle sponsorer, hvis økonomiske bidrag gjorde det muligt at gennemføre dagen:

  • VVS Installatøren
  • Vognmandsfirmaet Niels Chr. Skindbjerg
  • Vin-Gaven, Vodskov
  • Revisionsfirmaet Ole Dahl, Grindsted
  • Spar Nord Vodskov
  • Cykel-X-Perten, Vodskov
  • Ostemanden fra Grindsted
  • Tømrermester Morten Thomsen
  • Super Brugsen, Vodskov
  • Sudergaards Autoservice
  • JT-Møbler, Grindsted
  • JH-Gulve
  • KAUFU, Uggerhalne
  • Hårsmedjen, Grindsted
  • Nørresundby Bank,Vodskov
  • Nordjyllands Portmontage, Grindsted
  •  Grindsted Zoneterapi
  • Hjallerup VVS
  • Helgstrand Dressage
  • Horsens-Hammer Menighedsråd
  • GUARDIAN
  • AKV Langholt
  • FUJI – BikeDesign
  • Grindsted Autoværksted
  • Grindsted Flytteforretning
  • Grindsted Vandværk
  • Grønborg Gulvservice
  • Terapi og Healing, Vodskov
  • Blomsterpigerne, Vodskov
  • Kvickly, Nørresundby

Tekst: Poul Dahl
Foto: Frede Burholt

Projekt Hammer Bakker afholder storgruppemøde

 Projekt Hammer Bakker afholder storgruppemøde om den nye frednings betydning for Hammer Bakker

Projekt Hammer Bakker afholder storgruppemøde på Toftegårdscentret i Sulsted (aktivitetscentret)
onsdag den 12. november kl. 19 – 21.

Denne aften sætter vi fokus på Hammer Bakkers fremtid, og vi har fået Flemming Helsing til at komme og fortælle om Hammer Bakker. Flemming vil tale om den nye fredning og det perspektiv, den giver. Hvilke kvaliteter og udfordringer naturen står overfor og hvilke konkrete tiltag fredningen lægger op til.

Sidst vil der blive en kort orientering om hvad Projekt Hammer Bakker beskæftiger sig med p.t.

 Der er gratis adgang!

Alle er velkomne!

 
På gensyn
Projekt Hammer Bakker

NB: kik ind på vores hjemmeside, her står der mange praktiske og spændende oplysninger: www.oplevhammerbakker.dk

 

 

Tre byers borgere samler sig i protest mod 137 m høj vindmøllepark ved Kjellingbro

Den 22. oktober 2014 træffer økonomiudvalget i Brønderslev Kommune beslutning, for eller imod en møllepark ved Kjellingbro, mellem byerne Grindsted, Hjallerup og Uggerhalne.

Borgerne i de tre byer har, på tværs af kommunegrænsen, samlet sig i protest imod projektet, som firmaet Forida Energy A/S, Hjallerup, har søgt om at gennemføre.

Klik her for at se detaljerne – åbent brev – pressemeddelelse – protest mod vindmøllepark

Brevet er sendt til følgende:

Brønderslev Kommune, økonomiudvalget
Mikael Klitgaard (borgmester)
Claus Kongsgaard
Lene Hansen
Arne M. Jensen
Karsten Frederiksen
Bendt Danielsen
Henning Jørgensen

Aalborg Kommune

Thomas Kastrup-Larsen (borgmester)
Peter Serup  (Teknik og miljø)
Hans Henrik Henriksen (rådmand for by- og landskab)

Nordjyske Stiftstidende.

Mere om Byernes Dag

Byernes Dag Grindsted-Uggerhalne

Tiden for afholdelse af Byernes Dag i Grindstedhallen nærmer sig med hastige skridt – vi glæder os til lørdag den 25. oktober!

Vi har lavet en “folder”, som indeholder program og små artikler om aktiviteter i lokalområdet, herunder en oversigt over de mange lokale virksomheder, som har  givet et sponsorat. Uden denne økonomiske “indsprøjtning” ville det være vanskeligt at gennemføre Byernes Dag. Tak for det!

Vi forventer at kunne omdele “folderen” i Grindsted og Uggerhalne omkring den 18./ 19. oktober; hvis du ønsker at læse “folderen” som PDF, skal du bare klikke her.

På Samrådet og Borgerforeningens vegne
Poul Dahl

Efterårstur i efterårsferien

Torsdag den 16. oktober 2014, kl.: 16.00 – 18.00 afvikler Projekt Hammer Bakker sin årlige Efterårstur i Bakkerne. Mødested er ved P-pladsen ved Brødlandshus, Gennem Bakkerne 44, Vodskov.

Vores 2 dygtige turledere er denne gang Ole Kjær og Nina Larsen

Turen vil gå over Tvillingehøjene og tilbage via Pebermosen, hvor vi vil se på naturen netop nu og snakker lidt om bakkernes historie og kultur undervejs.

Alle kan deltage og da det er efterårsferie, er det oplagt, at tage dine børn eller børnebørn med.

Turen er gratis.

 

Med venlig hilsen

 Projekt Hammer Bakker

 

NB: Se i øvrigt vores andre tilbud på: www.oplevhammerbakker.dk