Intimkoncert i Grindsted den 11. marts med Muleskinners

Den aalborgensiske trio Muleskinners er enestående og professionel trio med Malthe Nielsen på sang, violin og guitar, Olav Gudnason på kontrabas og Henning Jensen på banjo/guitar. Malthe er kendt for Rockmaskinen og andre festlige sammenhænge, men de to andre giver ham ikke noget efter.

Samrådet i Grindsted havde skaffet et fint tilskud til aftenens lille intimkoncert, der blev indledt med ægte Hammer Bakker Tapas, lavet fra bunden af Samrådet mesterkokke. Der var 60 publikummer til denne intimkoncert.

Muleskinners spiller country med mere friskhed end Dolly Parton og med en ægthed, som hensætter en til midtamerikanske landbrugskulturer – en unik guitar/banjo finger-pickin stil, stolte kendetegn for denne trio, som har god professionel bagage og rutineret optræden at underholde med.

Muleskinners spiller mest gammel traditionel amerikansk country-musik, arrangeret på deres egen charmerende vis, men de diverterer også med nyere numre i stilarten, som de smagfuldt gør til en del af deres musikalske univers.

En muleskinner var oprindelig en hårdfør og piskesvingede muldyrsbetvinger, der kunne få de tunge varer frem i det vilde vesten. Aftenens trio levede helt op til stanken af guldgravere og ko-lort og hårde svirp med oksepisken. Publikum kunne næsten ikke slippe trioen efter de to timers koncert!

Vi glæder os til Samrådets næste koncert.

Dan Ole Faaborg
12. marts 2022

 

Så lykkedes det!

I år kom Covid-19 lykkeligvis ikke i vejen for nissehuepåsætning på Trekanten i Kinnerup. Til gengæld var omgivelserne for første gang snedækkede, da HammerHattene lørdag skulle iklædes deres nissehuer.

Tove Hannibal har været i systuen og kreeret de smukke huer i XXXL-størrelse, som nu pynter HammerHattene. En dejlig tradition, som Samrådet har indledt for mange år siden.

Efter at hattene havde fået deres huer på, var der glögg, æbleskiver, saft, sang, tale af formanden og masser af snak blandt deltagerne.

En hyggelig time på den snedækkede Trekant i gode venners lag!

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
11. december 2021 

 

Rockmusikken rykker ind i Kulturhuset i Grindsted

The Pretenders 

 En af Danmarks ældste rockgrupper, Pretenders, dannet i 1966 i Brønderslev, spiller op i Kultur- og Borgerhuset HAMMER BAKKER den 29. Januar 2022 med fællesspisning kl. 18.30 – 20.00, Musik kl. 20 – 22. Gruppens repertoire vil være særdeles velkendt af mange. Gruppen holder nemlig fanen højt og spiller de kendte rocknumre fra 60’erne af Beatles, Hollies, Searchers m. fl.

 60’er rock 

– Pretenders er et af Danmarks førende 60’er rockbands – i hvert fald når vi selv skal sige det, fortæller Sten Fuglsang, bassist og sanger i orkestret.

De faktuelle forhold taler for, at der er noget om snakken. 

Orkesteret spiller 60’er rock, og har gjort det siden etableringen i 1966. de spiller med samme besætning som ved dannelsen plus en, der kom til i begyndelsen af 1970’erne. 

Hvis de ikke er det eneste band i Danmark med den historie, er de i hvert fald et blandt få. 

– 1968 blev vi vindere i DR’s Toppen af Poppen, datidens X-faktor, og både dengang og nu er vi specielt kendte for vores flerstemmige sang, fortæller Sten Fuglsang. 

 Musikalsk udvikling 

Tiden står jo ikke stille, og det har Pretenders heller ikke gjort. 

Efter mange år på landevejene og nogle års pause med at optræde siden 1990’erne, er bandet for alvor genstartet i 2014. 

I tilgift til 60’er numrene er repertoiret udvidet med de bedste rocknumre fra kendte grupper og solister i 1970’erne og 80’erne. 

 To forsangere 

– Vi har et meget varieret spillesæt”, forklarer Sten Fuglsang, ”det omfatter bl.a. numre af Chuck Berry, Beatles, Stones, Clapton, Who, Searchers, Dylan, Credence Clearwater Revival, Eagles, Dire Straights, Doobie Brothers, Fleetwood Mac, Traveling Wilburys.

– Både fordi vi spiller meget forskellige numre, og ikke i den samme stil hele tiden og fordi vi har to forsangere med meget forskellige stemmer, så er vi aldrig kedelige at høre på i længere tid, bedyrer han.

 Original besætning 

Medlemmerne – dengang som nu – er: Poul Vejby, forsanger og guitarer, Mogens Dyrberg, trommer og cajun, Ib Dalgaard-Nielsen, forsanger og mundharpe, Martin Bøgild, guitarer og korsang, Jens Dalgaard-Nielsen, guitarer og korsang samt Sten Fuglsang, basguitar og korsang.