Samrådet har tumlet med mange forskellige arbejdsopgaver i årets løb, nogle har været arbejdstunge andre lettere, nogle meget synlige og andre mindre synlige, men alle har krævet, at vi tror på, at vi kan gøre noget for vores lokalområde.
Når vi ser på 2015, dukker der mange ting op:
- Kampen om vores cykelsti var vundet, men blev forsinket (igangsættes i april 2016).
- Skolen fik igangsat sit renoveringsprojekt og forventer indflytning efter sommeren 2017. Lasse Breddam har været Samrådets repræsentant i byggeudvalget og gjort en flot indsats!
- Efter de to borgermøder fik vi sat arbejdet i gang med etableringsplaner for Forsamlingshus, Internetbrugs og Cafe’ i DUS-bygningen (der var ikke andre muligheder). De foreløbige udmeldinger fra politikerne i Aalborg Kommune er positive.
- Der er etableret en gruppe frivillige, der vil stå for den daglige drift af Internetbrugsen, når den bliver etableret.
- Vi har fået bevilget penge til 5 byporte, som vi glæder os til at få opsat i foråret 2016.
- Projektet med de nye udstykninger er løbet pænt, men sendrægtigt af sted, lodsejeren og Aalborg Kommune forventer nu, at lokalplanen er færdig sommeren 2016.
- Vi fik atter sat nissehuer på vores HammerHatte i Uggerhalne og Grindsted.
- Vi fik afholdt to borgermøder med flot opbakning.
- Vi fik gennemført en aften med fokus på nabohjælp og indbrud. Mange var mødt op, og efterfølgende er der dukket adskillige nye skilte op i bybilledet med NABOHJÆLP – vi håber, at det kan være del af en forebyggende proces.
- I juni gennemførte vi et evalueringsmøde om børn og unges fritidsinteresser for alle foreninger og organisationer i vort lokalområde.
- Vi har sammen med aktive borgere fået etableret tre baner oppe på stadion (BMX-, Skater- og Beach Volleybane). Efter mange ansøgninger lykkedes det at skaffe den nødvendige kapital.
- Vi fik sammen med Aalborg Kommune renoveret og genindviet gadekæret, hvor der nu er opsat to bord-/ bænkesæt – vi arbejder på at få lidt kunst sat op her.
- Vi har sammen med Aalborg Kommune fået opsat hegn omkring mosen, og kommunen har opsat to porte, så man gå igennem mosen – vi håber i 2016 at kunne etablere en sti igennem området.
- Der er skrevet flere spændene artikler fra lokalområdet og lagt på hjemmesiden.
- Hjemmesiden er blevet opdateret, og vi har fået Regner Jensen til at lave en forkortet udgave af hans film om Hammer Bakker til hjemmesiden – det dur!
Det er nok de mest synlige ting, som Samrådet, sammen med mange aktive borgere, har arbejdet på at gennemføre til gavn og glæde for borgerne i vore byer. Der er ingen tvivl om, at 2016 kommer til at byde på mange spændende udfordringer, men dem vil vi være parate til at møde og løse!
Samrådet er stolt og taknemmelig over, at dets formand fik prisen som Årets Ildsjæl 2015 i landdistrikterne i Aalborg Kommune. Et smukt skulderklap.
Samrådet for Grindsted & Uggerhalne ønsker alle en Glædelig Jul og Godt og Lykkebringende Nytår!
Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
December 2015