Åbent Hus

Grindsted Vandværk

Vi indbyder alle interesserede

Lørdag den 27. juni fra 11:00 til 13:00.

Kom og se vort nyrenoverede vandværk på Tranevej.

Der vil være lidt at spise og drikke

 

Bedste hilsner
Bestyrelsen

Temamøde: børn og unges fritidsaktiviteter i Grindsted og Uggerhalne

Børnene i Grindsted og Uggerhalne – vi skal give vores børn de bedste rammer

 

Sognegården i Grindsted bliver rammerne om en aften, hvor vi gentager succesen fra juni 2013. I år kan vi blandt andet byde på et indlæg fra vores skoleleder Søren Madsen.

 

Det hele foregår

 

Onsdag den 3. juni

Kl. 19.00-21.30

I Sognegården i Grindsted

 

Vi glæder os til at se alle vores foreninger og organisationer fra lokalområdet, som har med vores børn og unge at gøre hver eneste dag – I er med til at gøre en stor forskel.

 

For at være sikre på, at vi har plads nok, er det vigtigt at vi får en tilbagemelding om du kommer. Derfor vil vi gerne have at du sender en mail til oleschwarz@stofanet.dk eller cac@greenclickmedia.dk inden den 16/5. I må gerne komme mere end 1, fra den enkelte forening eller organisation.

Dagsorden

Velkomst ved Ole Schwarz

Foredrag/indlæg fra skoleleder Søren Kold Madsen

Aktiv inddragelse af repræsentanter for foreninger/organisationer

Ønsker/behov? Kunne samarbejde på tværs af foreninger/org.  give flere muligheder?

Er der ting i vores nærsamfund, vi skal være opmærksom på?

Afslutning og tak for et godt møde ved Samrådets formand

 

Ungeudvalget under Samrådet for Grindsted/Uggerhalne glæder sig til at se jer den 3. Juni

 

Borgermødet i går aftes i Sognegården – fantastisk opbakning fra byernes borgere

Der kom omkring 120 borgere til Samrådets Borgermøde i Sognegården i Grindsted i går aftes – en fantastisk opbakning! Som en tilhører sagde, ”det er vigtigt, at vore byer udvikler sig, og at vi bliver orienteret, men også at vi får mulighed for at drøfte de programsatte emner og dermed forhåbentlig kan påvirke deres videre udvikling i en fortsat positiv retning.”

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Samrådet havde samlet en mindre buket af udviklingsopgaver, som den ønskede informere om og få en tilbagemelding fra borgerne.

Det første emne var cykelstien mellem Grindsted, Uggerhalne, Kinnerup og Vodskov. Projektleder Jakob Nielsen, Trafik & Veje i Aalborg Kommune gennemgik projektforløbet, herunder hvor cykelstien placeres, hvor den er dobbeltrettet og hvor den er enkeltrettet. Hvor der er krydsningspunkter og hvad der kan gøres for at fremme størst mulig sikkerhed i forbindelse hermed. Tidshorisonten er groft set, at projektet inden for kort tid sendes til berørte lodsejere, herefter går en åstedsforretning i gang, der følges op af en høringsfase, som forventes afsluttet juni/juli, hvorefter Byrådet endeligt skal godkende. Primo august kan kommunens entreprenørafdeling ”gå i jorden” og med udgangen af året har vi en cykelsti. Fantastisk!
Klik her for at se Jakobs PowerPoint.

Der var stor applaus til Jakob for hans instruktive gennemgang af cykelstiprojektet.

Lasse Breddam gennemgik det forløb om skolebyggeri og integrerede aktiviteter, som Samrådet har været involveret i. Det centrale i dette er, at vi med udgangen af 2016 står med nye fleksible skolebygninger bygget i området op mod hallen.
Samrådet har fremført beboernes ønske om at integrere en form for forsamlingshus i byggeriet, som kan udnyttes både af skolen og af beboerne.
Samrådet har endvidere arbejdet for at samle flest mulige institutioner og fritidsfaciliteter i et integreret ”Skole- fritids- og aktivitetscentrum.”
Klik her for at se Lasses PDF.

Bendt Grønborg gennemgik mulighederne for at etablere en online dagligvarebutik med udgangspunkt i en eksisterende i Alken ved Ry i Midtjylland og spurgte borgermødet, om der er interesse for, at vi arbejder videre med denne nye sag. Bendt ønskede bl.a., at der bliver oprettet en initiativgruppe på 3 – 4 personer, der skal være projektledelse for udvikling af en ”internetbrugs”.  Bendt efterspurgte ligeledes hjælpere til de mange praktiske opgaver ved etablering og den efterfølgende drift. Samrådet arbejder med en plan om at få rådighed over en af skolebarakkerne, som så ombygges til forretning.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Herefter gennemgik Ole Schwarz kort ideen om at etablere fem byporte ved de eksisterende byskilte i Grindsted og Uggerhalne og viste billeder heraf. Tanken er, at byportene skal markere hvor vi er (et bakket skovområde) og hvor vi bor.

Klik her for at se Oles tegninger.

Lasse Breddam gennemgik udstykningsplanerne SØ for Tranevej og Samrådets interesse heri. Samrådet har sammen med lodsejere øje for andre udstykninger, men specielt fokus på denne, fordi den har potentiale til en del boliger. Herunder at vi gerne ser, at der både bliver plads til parcelhuse, ældreboliger og lejeboliger. Det blev understreget, at området længst mod syd er vandindvindingsområde, hvor der ikke må bygges. Der bliver ikke indkørsel til området via Tranevej. Lokalplan for området forventes godkendt inden for et års tid. Hele udstykningsproblematikken bunder i et ønske om at få flere børnefamilier til området for herigennem at sikre vore institutioner: dagplejere, børnehave, skole og DUS.

Samrådets formand Ole Schwarz afsluttede med at invitere til at gentage succesen fra juni 2013, hvor alle lokalområdet foreninger var samlet for at drøfte børn og unges fritidsinteresser. Vi skal følge op på de aftaler, der dengang blev indgået og se på, om der er nye og anderledes behov. Endvidere omtalte Ole, at vi her i foråret skal have etableret en skater- og BMX-bane på stadion og efterspurgte i den forbindelse hjælpere.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Undervejs var der mange opklarende spørgsmål og kommentarer til indlægsholderne og deres gennemgang af projekterne, en debat, som skabte yderligere klarhed over ønsker fra borgerne. Blandt andet var en borger inde på, at NTs busser bør køre forbi Glashuset, så ældre medborgere kan stige på bussen her – ”der er langt til nærmeste busholdeplads, når man bruger stok eller rollator”, som der blev sagt.  

Under kaffen blev der truffet aftale med adskillige borgere om at deltage i de mange projekter, der er under vejs.  Med den store opbakning fra byernes borgere kan man da vist roligt konkludere, at mange interesserer sig for, at der bliver skabt liv og initiativ i vore to byer, Grindsted og Uggerhalne!

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
12. marts 2015
PD

Borgermøde i Grindsted – Uggerhalne

Vi vil gerne indbyde til møde onsdag den 11. marts i Sognegården i Grindsted kl. 19- 21.30.

Samrådet vil på mødet orientere om seneste ny:

  • Interesse for etablering af dagligvarebutik – online/fysisk
  • Nyt om skolebyggeri og integrerede aktiviteter
  • Cykelsti fra Grindsted til Vodskov – orientering fra Jakob Nielsen, Aalborg Kommune
  • Byporte i begge byer, i godt design, der kan markere hvor vi er og hvor vi bor
  • Udstykninger SØ for Tranevej – forskellige boligformer, både leje og eje
  • Oplæg (postkasse) til møde om børn og unges fritidsinteresse.

Vi vil gerne have input til emner, så vi sammen kan planlægge de gode løsninger.

 

 Mød op og vær med til at skabe din egen fremtid – Sammen står vi stærkere!

Samrådet i Grindsted og Uggerhalne