Lastbiler gennem Grindsted

Til
Brønderslev kommune
Plan og Byg

Samrådet for Grindsted og Uggerhalne er netop blevet opmærksom på, at Hjallerup Biogasanlæg planlægger, at en større del af lastbilkørslen til anlægget skal gå gennem den nordlige del af Grindsted.

Den planlagte rute medfører, at lastbilerne skal køre fra vest ad Hammervej ind i Grindsted og videre mod nord ad Espelunden.

Grindsted og Uggerhalne Samråd protesterer mod denne kørsel ad den skitserede rute:

Børnehave, idrætshal, skole og ungdomshusligger klos op ad ruten. Her er legende børn, ligesom børn og unge færdes til og fra institutionerne. De vil alle blive påvirket negativt af lastbilernes kørsel.

Kørslen kommer til at foregå gennem et beboelseskvarter, som vil blive væsentligt påvirket af støj og bilos.

Samrådet mener ikke, at vejnettet overhovedet er gearet til tung trafik, slet ikke i Grindsted by.

Det er utilstedeligt, at Hjallerup Biogasanlæg ikke har orienteret Samrådet om den planlagte kørsel, der i høj grad vil påvirke borgerne i Grindsted. Det er forkasteligt, at vi skal opdage operationen ved et tilfælde og ikke ad officielle kanaler.

Det er Samrådets opfattelse, at Hjallerup Biogasanlæg må finde anden rute til lastbilkørslen.

CC af dette brev vil blive sendt til Aalborg Kommune.

Samrådet for Grindsted og Uggerhalne
27. februar 2025
Ole Schwarz, formand